Bogstak

Det læser vi i april 2023

17.04.23
Personalet ved Vejen Kommunes Biblioteker læser mange bøger hver måned. Her fortæller vi om de bøger vi læser lige nu.

Susanne læser 'Lucias sidste rejse'

Vi kender alle traditionen med Santa Lucia i december. Men hvem var hun egentlig? Og kan det virkelig passe, at hun mistede hovedet 2 gange?

Denne historiske roman strækker sig lige fra 304 e. Kr. til 2004 med punktnedslag i Europas historie med Lucia som gennemgående emne.

Romanen er hæsblæsende med masser af detaljer og minder om andre bøger af. F.eks. Follett og Falcones

Dea læser ' Hemmeligheder'

Det er bind 2 i Nicole Boyle Rødtnes’ Iltjagt-serie. Iltjagt er science fiction og foregår i en verden, hvor menneskeheden er flyttet op i de højere luftlag for at undslippe jordens forurening.

Desværre er det svært at trække vejret så højt oppe, så alle bærer iltflasker, og ilt koster penge.
Serien følger søskendeparret Alex og Liam, der må svindle og lyve for at overleve i den barske verden og få råd til deres ilt.

Jeg synes, at serien er enormt spændende, og den kan starte mange gode samtaler om f.eks. retfærdighed og fattigdom. Serien kan læses fra ca. 9 år.

Hanne K læser 'Pige, 1983'

En bevægende roman om at møde sit unge jeg. Linn Ullmann skriver om, hvordan den pige, hun var i 1983 melder sig og vil ses og høres.

Erindringen om et bestemt fotografi, taget i Paris af en fransk-amerikansk fotograf får den voksne fortæller til huske mere og mere om den 16-årige pige hun var engang. Hudløst ærligt genopleves en tid og et miljø hvor skønhed, magt og afmagt, lyst og skam fylder og rækker ind i den voksne kvindes liv.

Pernille læser 'Fleischman is in trouble'

Jeg er i gang med at høre bogen 'Fleishman is in trouble' af Taffy Brodesser-Akner, der er en skarp og underholdende skildring af skilsmissen mellem Toby og Rachel. Toby er i gang med at realisere sig selv efter skilsmissen, da ekskonen pludselig afleverer børnene for tidligt og derefter forsvinder.
Nu må han pludselig jonglere hele logistikken omkring børnene, og langsomt afdækkes andre perspektiver på deres forhold og brud.

Bogen er lige blevet lavet til en serie og er desværre ikke oversat til dansk, men den engelske lydbog er tilgængelig på Ereolen Global.

Mette S-P læser 'Ulvespring'

’Ulvespring’ foregår i en stor svensk skov og handler om Ulf Norrstig, der er pensioneret skovfoged, formand for egnens jagtforening og gift med Inga.
Dagen før sin 70 års fødselsdag tager han ud til sin ”jagthytte” (en gammel campingvogn).  
Her ser han en stor hanulv. Mødet med ulven får afgørende betydning for ham. Han begynder at se sig selv, jagten, dyrene og skoven i et nyt lys.

Romanen er svær at lægge fra sig, den er en blanding af noget realistisk, eventyrligt, mytologisk og krimiagtigt.

 

Lone læser 'En god piges guide til mord'

Pippa skal skrive en skoleopgave og vælger at skrive om et mord begået i byen for fem år siden. her blev Andie Bell myrdet af sin kæreste Sal Sing. Det er både politiet og alle i byen overbeviste om. Undtagen Pippa, som nu sætter sig for at bevise Sal er uskyldig. Hvis morderen stadgi er der ude, kan det snart blive farligt for Pippa med alle hendes spørgsmål.

En fængslende og spændende ungdomsroman om et mord og hvad indvirkning det har på en hel by. Første del af en serie, så måske jeg er heldig der oversættes flere senere.

Ida læser 'Malina'

Denne bog har udfordret mig enormt at læse. Jeg har tænkt meget over bogen, og bare det gør den til en god bog for mig.

Der er så mange nuancer i bogen

Bogens indhold rammer flere kategori, roman, thriller, drama. Forfatteren selv kalder den en imaginær selvbiografi.
Den har været diskuteret på P1 skønlitteratur (se nedenstående links)

Og den har virkelig gode anmeldelser.

https://www.dr.dk/lyd/p1/skoenlitteratur-pa-p1/skoenlitteratur-pa-p1-2021-12-08

Materialer