Bogstak

Det læser vi i maj 2023

15.05.23
Personalet ved Vejen Kommunes Biblioteker læser mange bøger hver måned. Her fortæller vi om de bøger vi læser lige nu.

Ida læser 'De elskende i Prag'
Den unge kunststuderende Lenka forelsker sig i Josef lige inden Anden Verdenskrigs udbrud.

De er begge jøder, og deres tilværelse bliver forværret dag for dag. De bliver gift, men krigen tvinger dem fra hinanden.
Josef flygter til USA og planen var, at Lenka skulle rejse dertil senere sammen med resten af hendes familie. Skæbnen griber ind og Lenka og hendes familie kommer i koncentrationslejr. Vi følger deres hårde og grufulde kamp for overlevelse.

En barsk og gribende historisk kærlighedsbog, der fortæller om jødernes kamp for overlevelse under Anden Verdenskrig. Bogen er skrevet i et letlæseligt sprog der fanger mig fra første til sidste ord i bogen.

 

Christina Frøkjær

Christina F. læser 'Blodoffer'
For tiden færdiggør jeg Karen Inge Nielsens Grænselandstriologi. Hendes nyeste udgivelse ”Blodoffer” er mindst lige så drabelig og intens som de to foregående.

”Blodoffer” er en god psykologisk krimi, der går ind i personernes mentalitet og personlighed, men uden at afsløre for meget. Efterforsker Mads Lindstrøm finder et projektil der leder tilbage til en drabssag der er mere end 20 år gammel. Endnu engang bliver hemmeligheder og løgne fra fortiden trukket frem i lyset.

Noget af det, der får mig til at synes om denne trilogi er både forfatterens evne til at samle plottrådene og bestemt også den genkendelige geografi i det dansk-tyske grænseland.

 

Mette S.P. læser ’Mutti’
Det er yderst fornøjelig læsning, og jeg kluklo flere gange under læsningen.

Romanen handler om Mutti, der er 91 år og en bramfri verdensdame. Hun har gået i belgisk klosterskole og har boet i Australien og USA.
Mutti har 4 børn, der kæmper om hendes kærlighed, for lige om lidt forestiller de sig, at de skal arve nogle af de mange værdier, som Mutti ejer.

Ét af de rigtig sjove afsnit handler om den dag, da Mutti skal have fornyet sit kørekort.
Man bliver glad af at læse romanen, så anbefalingen er hermed givet videre.

Lone læser 'Dybt at falde'
Mandag stiger fire personer ind i en elevator i New York. Den kører til tops og kort efter styrter den helt ned i bunden af elevatorskakten.
Tirsdag  sker det samme andet sted i New York. Onsdag rammer endnu en tragedie byen.
Det er ikke et tilfælde, men en koldblodig dræber er på spil i byen. Og hvordan hænger det sammen med sagen om det fingerløse lig?

Det er en mester i suspense og gode fortællinger, der har skrevet denne thriller. En fortælling hvor siderne vender sig af sig selv, og jeg bare liiige skal læse et kapitel mere....

 

Materialer