Lyt til bogen, før filmene kommer!

Hvis du vil læse bogen, inden du ser filmen, skal du snart sætte turbolæsningen i gang! Ifølge filmmagasinet Ekko kommer vi nemlig til at vælte os i filmatiserede bøger i 2017.

Der er ikke noget nyt i, at film baserer sig på, lader sig inspirere af - eller venligt låner fra bøgernes verden. Men i år sætter dansk film rekord med hele 9 filmatiserede bøger. Normalt bliver der produceret 20-25 danske film om året, så næsten halvdelen af årets bøger har faktisk bogforlæg.

Blandt de danske filmatiseringer er bl.a. "Aminas breve" skrevet af Jonas T. Bengtsson om den skizofrent paranoide Janus, der efter fire års indlæggelse kommer ud med det ene formål at finde ud af, hvorfor hans tyrkiske veninde, Amina, ikke længere skriver til ham. Filmen er instrueret af Jacob Bitsch og får premiere i foråret.

Per Fly har længe arbejdet udenlands på sin film om danskeren Michael Soussan, som i midten af 1990'erne sættes til at lede FN's olie for mad-program. Soussan opdager, at mange af pengene havner hos Hussein og FN-diplomater. Efter at have talt for døve øren om svindelen, vælger han i 2004 at offentliggøre, hvad han ved, med bogen "Bedrageri for begyndere".

Til børnene er bl.a. Bjarne Reuters børnebog "Kidnapning" fra 1976 om Bertram, som sammen med flere familiemedlemmer udfører alle tiders kidnapningsforsøg. Bag filmen, der transformeres til en animationsfilm, står Frederik Meldal Nørgaard som instruktør.

Blandt de udenlandske premierer kan man glæde sig til filmatiseringer, der bygger på bøger som "Hidden Figures" af Margot Lee Shetterly, "Wonder" af R. J. Palacio, "Captain" "Underpants" af Dav Pilkey, It af Stephen King, Jo Nesbøs "The Snowman",  Agatha Christies "Murder on the Orient Express" og "Let it snow" af John Green m.fl. Dem kan du alle læse på engelsk på eReolen Global.

Du kan finde hele listen med de filmatiserede bøger på Ekkos hjemmeside.

Rigtig god læselyst!

Oprindeligt skrevet af eReolen.

Materialer