Plakat med månedens digt

Månedens digt

04.02.22
Februar måneds digt er skrevet af Peter Poulsen (f. 1940)

LIVET

Et langt, mislykket selvmord
er, hvad det er.
Man begynder at tvivle på
om det nogen sinde skal lykkes
at komme herfra
med æren i behold i det mindste,
eller om ikke æren bliver stående
ude under blommetræet
når man er væk.

Går de døde mon på lokum?
Cykler de gennem Himmelstrups gader
på vej efter morgenbrød og smøger?
Er der mon bagere
hvor man skal hen?
Er det forbudt at ryge i evigheden?
Får man aldrig mere bøf stroganof?

Blommerne modner stille i træet.
De levende fordufter
som morgenduggen og meget andet.

Peter Poulsen: Onde drømme
Lindhardt og Ringhof, 2021.