Plakat med Bibzoomugle
Bibzoom

Maj i musikken

06.05.21
maj måneds optræden i rock- og populærmusikken

Kom maj, du søde milde” ønskede i sin tid digteren C.A. Overbeck, og det ønske deler han med masser af andre mennesker (og dyr med, for den sags skyld). Maj er den tredje forårsmåned, og sommeren er ikke langt væk, selv om maj måned stadig godt kan drille dem/os, der længes efter sol og varme. Maj måned blev – af indlysende grunde – kaldt Blomstermåned i gamle dage i Danmark, og et andet folkeligt navn for måneden var Gøgemåned, fordi det var på dette tidspunkt af året, gøgen (og en række andre trækfugle) vendte tilbage fra deres vinterophold under sydligere himmelstrøg. Gøgens ankomst til Danmark havde særlig interesse, fordi dens kukken i folketroen forbindes med en lang række varsler og spådomme.

Maj var i den gamle romerske kalender opkaldt efter gudinden Maja eller Maia, hvis navn udspringer af det latinske ord ”major” (større). I dagens Danmark og i andre lande byder måneden på en stribe mærkedage, hvoraf især to skiller sig ud: den første maj, der over hele jorden fejres som arbejdernes internationale kampdag, samt den anden søndag i maj, der - også over store dele af verden – har status af Mors Dag. Selv om sidstnævnte begivenhed måske mest er opfundet af handlende, som har en vare, de gerne vil sælge, er dagen for længst indarbejdet i kalenderen, og Mors Dag optræder da også ganske ofte i sangens verden.

Den første maj
The Bee Gees har skrevet og indspillet en sang med titlen ”The first of May” (1969), men det er ligesom ikke den sang, man først finder frem, når man ønsker at markere datoen d. 1. maj. Det indlysende valg ved denne lejlighed er derimod Jesper Jensens og Benny Holsts ”Den første maj” – plade nr. 2 i forlaget Demos´ række af plader skabt på et socialistisk grundlag. Pladen blev udsendt for nøjagtig 50 år siden, i april 1971, og den rummer en stribe fine sange om det at være arbejder i et klassesamfund. Nogle af sangene kan forekomme en smule svulstige i udtrykket, når man hører dem i dag, bl.a. sangen med titlen ”Sang om første maj”. Men andre af sangene på albummet er i dag præcis lige så friske og – desværre – lige så aktuelle, som da de blev udsendt for 50 år siden. Til disse sange hører den nyklassiske sang ”Sang om merværdi” samt ”Sang om drømmen”, der bl.a. indeholder linjerne:

Hele året/ står mange mensker/ skulder ved skulder/
vi passer vores job/ vi gør det så godt vi kan/
hele året/ hele året.
Den første maj/ står mange mensker/ skulder ved skulder/
vi lytter til ord om frihed/ og lighed og broderskab/
den første maj/ den første maj.

Man møder dog også andre maj-datoer end den første maj i forbindelse med populærmusikkens sange. Fleet Foxes skriver i sangen ”Third of May” om, hvordan ”it all fell in line on the third of May”, og Al Stewart fortæller i sin ”Night of the fourth of May” om et grumt kærlighedsforhold, hvor tingene går op i en spids ved en fest d. 4. maj. Vores egen C.V. Jørgensen synger i sangen ”Elisabeth” om, hvordan han ved flere lejligheder har stået i Lyngby og ventet på den udkårne Elisabeth – bl.a. den niende maj, som er C.V. Jørgensens egen fødselsdag. I Van Morrisons ”Angeliou” fra 1979 er det maj måned i Paris, der leverer stoffet til sangens fortælling om et lykkeligt møde mellem fremmede i byernes by.
Og i den måske allermest kendte sang om maj måned, The Temptations´ ”My girl” (1964) bliver måneden synonym med alle de lyksaligheder, den elskedes kys gemmer på. Sangen er indspillet utallige gange I tidens løb og ikke af de mindste navne: The Mamas and The Papas, Otis Redding, Stevie Wonder, Dolly Parton, Smokey Robinson, Michael Jackson, osv. osv.

When it´s cold outside
I´ve got the month of May
I guess you´d say
What can make me feel this way:
My girl, my girl

Mors Dag
Mors Dag falder ikke på nogen bestemt dato, men ligger altid den anden søndag i maj. Dagen kan let affærdiges som et kommercielt påfund; men vis mig den mor, der ikke bliver glad for en buket blomster denne dag. De mødre, jeg har kendt, har i hvert fald ikke protesteret mod at få blomster på dagen – og har måske trods gentagne afvisninger af dagens betydning alligevel kigget misbilligende, hvis blomsterne eller chokoladen udeblev på Mors Dag. Man er vel kun et menneske.
Blandt de musikere, der har sunget om Mors Dag, finder man – naturligvis – Elvis Presley. Alt andet ville have været skuffende. I 1970 indspillede Elvis sangen ”Mama liked the roses” (af Johnny Christopher), og det er en rigtig tåreperser:

Oh, Mama liked the roses
in such a special way
We bring them every Mother´s Day
and put them on her grave.
Oh, Mama liked the roses.

Bruce Springsteen viser i sangen “The wish” (1998), at han er udmærket klar over dagens eksistens, selv om han hellere vil invitere sin mor ud at danse på en rock´n´roll bar, end han vil sende hende Mors Dag-hilsner:

It ain´t no phone call on Sunday,
flowers or a Mother´s Day card,
it ain´t no house on a hill
with a garden and a nice little yard.
I got my hot rod down on Baker Street
I´m older but you´ll know me in a glance
we´ll find us a nice little rock´n´roll bar
and we´ll go out and dance.

Lad mig slutte denne korte gennemgang af sange om måneden maj med en lille knaldperle af en forårssang, hvor Fred Astaire slipper gækken løs i den helt store stil i en duet med Bing Crosby. Det er ikke, fordi Mors Dag her omtales særlig ærbødigt, tværtimod; men mon ikke mødrene bærer over med den lidt respektløse affejning af mærkedagens betydning, når de hører de mange sjove rim og ordspil i Astaires og Crosbys opdaterede 1975-version af Gene de Pauls og Johnny Mercers herlige sang fra 1954: ”Spring, Spring, Spring” (fra musicalen ”Syv brude til syv brødre”)?

Even out in Australia, the kangaroos
Lay off butter fat and French fries
if their offspring are large, it might be dan-ga-roos
Why, they´ve just got to keep them pocket-size.

Even though, to detract, Spring is more like a habit
Not withstanding, the fact is they indulge in the practice
Why, each day is Mother´s Day
the next day some other´s day
Spring, Spring, Spring.

Og så videre og så videre, over stok og sten.

Skrevet af Steffen Kronborg

Se flere artikler om musik på Bibzoom.dk - Bibliotekernes digitale Musiktjeneste

Materialer