Mette S.P. anbefaler

16.07.22
Personalet elsker at anbefale godt læsestof.

Jeg vil gerne anbefale den finske forfatter Petra Rautiainens roman ’Land af sne og aske’.

Det er en historisk roman og en medrivende skildring af menneskeskæbner i det nordlige Finland.
I 1947 ankommer en kvinde med sit fotoudstyr til Enontekiö for at dokumentere samernes liv, men hun leder også samtidig efter sin forsvundne mand.

Sideløbende fortælles om en ung, finsk mand, der arbejder som tolk i en tyskledet fangelejr i 1944. Han bliver vidne til og medskyldig i det, der foregår i lejren.
Finland var under 2. verdenskrig allieret med Nazityskland mod Sovjetunionen, og mange blev skyldige i medvirken til racehygiejne mod den lokale samiske befolkning, noget der fortsatte i større eller mindre grad mange år efter krigen.
’Land af sne og aske’ er både en spændende bog og samtidig en bog, der gør én klogere på en periode i den finske historie.

Den kan varmt anbefales.

Materialer