Ternet Ninja vinderplakat
Ternet Ninja vinderplakat

Ternet Ninja vinder Børnevalget

17.11.21
Et stort tillykke til Ternet Ninja med den seje valgsejr i Børnevalget 2021!

Knap 16.000 stemmer er afgivet og vinderen er nu fundet!
Børn over hele landet har stemt til Børnevalget 2021, og stemmerne fortæller, at valgsejren går til Ternet Ninja med sloganet og valgløftet Ja til sværd og Koldskål til alle.

Ligesom børnene elsker Ternet Ninja, elsker- og beskytter han dem. I virkeligheden er han ninjaen Taiko Nakamura, der nu som en ånd, kæmper for at straffe dem, der begår forbrydelser mod børn. Med bolig i en ninjadukke er han en rå og ubarmhjertig dræber, der med humorens appellerende drivkraft leverer en helt særlig og flerstemmig historie, hvori både børn og voksne kan deltage og grine og gyse.

Ternet Ninja udfolder kampevnerne og kæmper for børnene sammen med drengen Aske i to bøger, som begge er filmatiseret. Derudover findes bøgerne både som E-bøger og lydbøger, som alle er tilgængelige på landets biblioteker, samt på bibliotekernes digitale tjeneste eReolenGo.

Børnevalget er arrangeret af Danmarks Biblioteksforening og Ballerup Bibliotekerne og afholdes i samarbejde med de danske folkebiblioteker over hele landet.