Ny cd fra Folkeklubben

18.02.19
Folkeklubben er ude med deres fjerde album. Endnu en gang får vi en hyldest til dansk musik, lyrik og ikke mindst til livet.

Det lille danske orkester med den stærke lyrik
Med Slå Flint! fra 2016 satte Folkeklubben sig for alvor fast som det lille danske orkester med den stærke lyrik. Fem ud af seks stjerner i Gaffa og Folkemusikprisen på Skagen Festival. Siden dannelsen i 2011 har de været aktivt turnerende og der er efterhånden ikke den klubscene hvor de ikke har spillet. Navnet har de taget fra "En aften i folkeklubben", en dansk ur-folk plade med Cæsar, Per Dich og Poul Dissing. Udgangspunktet må altså være folkemusikken, men som med meget af den bedste musik, så virker genregreber overflødige og irriterende begrænsende.

Sange med en vibrerende styrke
De tre gutter i Folkeklubben går deres helt egen vej, universet er generelt lyst og let som en dansk sommernat, krydret sine steder med garagetrommer, plekterbass, keys og lidt cello. I forhold til tidligere er der altså lagt lidt mere på arrangementerne, mere rock og fylde, og det virker som en helt naturlig udvikling. Men det vigtigste er stadig lyrikken. Sangene står frem med en vibrerende styrke og musikken bærer sangene eksemplarisk og smukt. I en streamingvirkelighed der favoriserer international kultur, hvor det danske bliver en anelse klemt, er det befriende og opløftende at købe Fokeklubbens fjerde album, spinne den sorte vinyl og lade sig gribe af Kjartan Arngrims lette og flydende danske tekster. Der er vitaminer i det her! I dansk populærmusik har der været en stribe sangskrivere, hvis sange adskillige generationers ungdom har drømt til, været forelsket til, festet til. Skaløe, Bengtsson, C.V., Sebastian og ikke mindst folkeskjalden Larsen. Arngrim fortsætter denne smukke tradition med sin helt egen pen. Det er stærk lyrik der skaber billeder og bliver siddende i sindet med en fornemmelse af at være berørt af noget større, måske noget sandt, noget troværdigt?

Digte er musik
Hvis ikke du bliver berørt af Folkeklubbens nye plade, så er du enten lavet af sten eller også har du bare brug for stærkere medicin for at starte din motor. Det er fint nok. Men jeg har en stor tillid til at Kjartan Arngrim, Rasmus Jusjong og Rasmus Dall vil gribe masser af danske hjerter og bære den lysende fakkel videre med den fineste danske lyrik. Går du i skole og bliver sendt på biblioteket for at læse danske digte, så tag lige den her plade med hjem. Spil den for din dansklærer, for klassen. Digte kan lyttes, digte er musik.

Oprindeligt skrevet af Faaborg Midtfyn Bibliotekerne.

Tags
Materialer