Pernille anbefaler

31.07.22
Sommerbogen er skudt i gang og børnebibliotekarerne vil i de kommende uger anbefale gode bøger til læsekonkurrencen.

Hjerte af pap - serien af Kristina Aamand

Hjerte af pap- bøgerne er en rigtig god og humoristisk serie om den 13-årige Sif og hendes hverdag med skilsmissefamilie, forelskelse, venner og skole.

I den første bog i serien har Sifs far fået en ny kæreste, og Sif er rigtigt træt af at skulle dele sin far med hende og hendes børn. Samtidig er hun blevet lidt vild med den nye dreng i klassen, Konrad, og drømmer om, at han skal være hendes første kys. Problemet er bare, at Konrad åbenbart er vild med hendes veninde, og da de kysser til en fest i klubben, vil Sif tage hævn. Det hele går galt og alle bliver sure på hende, så nu må Sif se om hun kan rede trådene ud igen.

I Det du ønsker, bind 2 i serien, skal Sif snart konfirmeres, og der er mange ting, der skal falde på plads inden den store dag. Hun mangler stadig at finde den perfekte kjole, og så skal hun også lige udtænke en plan, der får faren og den nye kæreste til at slå op, så Sif slipper for at få Fiona med til sin konfirmation. Samtidig hjælper hun sin ven Hjalte med at prøve at finde sin ukendte far. Igen går ingenting efter planen, men alligevel løser det hele sig, og Sif vokser med opgaven.

Hvis du også bliver glad for at læse om Sif, er der i alt 5 bøger i serien.

Materialer