Vejrudsigt

Om dette arrangement

Tid
19:00 - 21:00
Pris
Gratis
Lokalitet
Rødding Biograf / Vejen Gymnasium & HF
Target
For alle
Foredrag

Livestream fra AU: Jagten på den perfekte vejrudsigt

27.02.24
Vejen Kommunes Biblioteker samarbejder med Vejen Gymnasium & HF og Rødding Biograf om at livestreame de offentlige foredrag i naturvidenskab fra Aarhus Universitet. Foredragene er gratis og interessante, og de bliver vist simultant på Vejen Gymnasium og i Rødding Biograf.

Om foredraget:

Hvorfor er det sværere at forudsige den præcise sigtbarhed i en tåge, end vindstyrkerne i en vinterstorm? Og kommer meteorologerne nogensinde til at kunne forudsige præcist hvor en byge rammer?
Hør om vores vejr i Danmark, Færøerne og Grønland – om hvilke mekanismer der styrer vejret og atmosfærens udvikling. Få også svar på spørgsmålet ’Hvor kommer vejret fra?' når meteorologerne fortæller om vejrfænomener som kan være opstået flere tusinde kilometer væk.
I foredraget vil du få en introduktion til meteorologernes værktøjskasse og høre om den videnskab og teknologiske udvikling som gør at meteorologer kan udarbejde mere og mere præcise vejrudsigter. Historisk set har meteorologens arbejde nemlig udviklet sig fra at være et håndværk til nu at blive suppleret med digitale værktøjer og supercomputere. Og hvad med fremtidens vejrudsigter: vil brug af kunstig intelligens, AI, forbedre dem?

Om foredragsholderne:

Jesper Eriksen er World Meteorological Organization (WMO)-certificeret meteorolog og arbejder til dagligt på DMI hvor han blev ansat i 2004. Jesper har opfyldt WMO’s retningslinjer for en meteorologuddannelse ved både at have studeret fysik/geofysik på Københavns Universitet og samtlige meteorologifag samme sted. Derudover var han i et halvt år udvekslingsstuderende på University of Alaska Fairbanks.
Jesper gennemgik derefter ca. ½ års efteruddannelse internt på DMI samt to måneders jobtræning førend han kunne blive en del af DMI’s team af vagtgående meteorologer. Han har desuden 16 års undervisningserfaring i et praktisk orienteret meteorologikursus som DMI oprettede i samarbejde med KU i 2007.
Jesper er meget aktiv med at formidle til offentligheden. Han har fx været med i DR’s radioprogrammer ’Vildt Naturligt’ og ’Hjernekassen’. Og han har skrevet en del populærvidenskabelige artikler – fx til Dansk Meteorologisk Selskabs blad ’Vejret’ og til tidsskriftet Aktuel Naturvidenskab – fx ’ Tornadoer – lokale, voldsomme og uforudsigelige’, ’Varmerekorderne på toppen af Grønlands Indlandsis, summit’ og ’Drilske kulderekorder’.

Eigil Kaas har gennem sin karriere arbejdet med og udviklet modeller til vejrprognose-systemer og klimaforskning. Han har også haft stort fokus på forståelse af fysikken i det globale klimasystem – bl.a. hvordan drivhuseffekten egentlig fungerer.
Han har gennem 8 år, og indtil 2022, været videnskabelig rådgiver for det fælles europæiske vejrcenter, ECMWF, der ubetinget producerer de mest nøjagtige prognoser i hele verden når man ser mere end én dag frem.
Eigil Kaas var frem til 2006 forskningsleder ved DMI, og derefter fik han sit professorat ved Niels Bohr Institutet. Ved Niels Bohr Institutet har han, ud over diverse forskningsprojekter, vejledt mange bachelor-, speciale- og ph.d.-studerende. Han har desuden undervist og udviklet en del “semesterkurser" i meteorologi og klimaforskning. Stort set alle yngre meteorologer med universitetsbaggrund har haft ham som lærer på et eller flere tidspunkter. 
Eigil Kaas er tilmed forsker ved Nationalt Center for Klimaforskning hos DMI. Centeret indsamler viden om og forsker i klimaet med henblik på at finde løsninger til hvordan vi bedst muligt kan tilpasse os fremtidens klima som byder på hyppigere og voldsommere vejrhændelser i Rigsfællesskabet. Centeret bidrager desuden til den globale viden om klimaforandringerne særligt omkring Arktis og Antarktis. 

Ang. billetter:

Rødding: Kontakt Rødding biograf for bestilling af billet på www.roeddingbio.dk, mail bio@roeddingbio.dk eller på tlf. 73 84 54 04

Vejen: Mød op til arrangementet på Vejen Gymnasium

Mødetid senest kl. 18.45

Tags