Årets bedste voksenbøger 2023

28.12.23
Personalet har kigget gennem deres lister over bøger læst i 2023, og har valgt dem de synes er bedst. Du kan se hele listen og bestille dem alle her på siden.

Hanne K. har disse favoritter for året 2023

Jeg har to romaner som de bedste bøger fra i år.
Den ene er skrevet af Roy Jacobsen og hedder "De uværdige".
3 drenge fra en fattig baggrund vokser op i Oslo under den tyske besættelse i  40’erne. Dagligdagen og dens helt basale behov, er det der fylder for de tre, og tyveri og svindel bliver en måde at sørge for sig selv og familien. Efterhånden som drengene modnes bliver dilemmaer i forhold til den tyske besættelse nærværende for dem

En spændende, vedkommende  og usædvanligt velskrevet roman.

Den anden er skrevet af Kirsten Thorup og hedder "Mørket bag dig".
Om den unge kvinde Harriet, der forsøger at navigere i de vanskelige tider i besættelsens sidste år. Hvad er det rigtige at gøre og mene? Og hvordan passer hun på sine to små drenge og sig selv? Og hvordan stiller det hende at hendes mand er død i tysk krigstjeneste?

Skrevet meget vedkommende og tæt på hovedpersonens tanker og oplevelser. Bogen er en selvstændig fortsættelse af "Indtil vanvid, indtil døden".

Mette S-P synes disse bøger er de bedste fra 2023.

Årets roman er efter min mening Per Jacobsen: Theodor Moodys bratte opvågning
En sjov og på samme tid tankevækkende roman om den halvdemente, livstrætte, småracistiske og gnavne pensionist Theodor Moody, som pludselig får et nyt liv, da Yuki, rengøringsassistenten på genoptræningscentret, får hårdt brug for hans hjælp.
Romanen kan minde lidt om ’En mand der hedder Ove’ og ’Den hundredårige der kravlede ud ad vinduet og forsvandt’.

Årets krimi er helt sikkert Jesper Stein: City
Endnu en velskrevet og spændende krimi om politiefterforskeren Axel Steen, der er blevet chef for Københavns Politis forskningsenhed og jager en dansk lejesoldat. Samtidig skal han bistå Maj Lund, en kriminalpsykolog, der undersøger langtidsafsoneres reaktionsmønstre over for de forbrydelser, de er dømt for.

Årets faglitterære bog er Ole Hall  : Techmogulen Elon Musk
Erhvervsjournalisten Ole Hall, der er opvokset i Vejen, har skrevet en yderst interessant bog om Elon Musk, I bogen får vi historien om hans barndom, ungdom og karriere, der foruden elbiler også omfatter, robotter, kunstig intelligens, kæmperaketter, hemmelige algoritmer og computerchips, der kan opereres ind i hjernen og det sociale medie Twitter, som han har omdøbt til X. 
Det er både fascinerende og skræmmende læsning.

Pernille giver her sit bud på årets bedste voksenromaner

Årets roman er (måske)  Gabrielle Zevin: "I morgen og i morgen og i morgen".
Jeg ved ikke, om det er årets ubetinget bedste bog, men det er den bog, der overrumplede mig mest. Jeg havde ikke regnet med, at en bog om venskab og computerspil kunne være så fængende, men jeg var helt opslugt.

En anden roman som har betaget mig i 2023 er Mithu Sanyal: "Identitti".
Godt nok er den her fra sidste år, men den udkom så sent, at jeg synes, den skal med her. En vild bog, der på morsom og intelligent vis udfordrer, hvordan vi tænker om identitet og wokeness.

Lone mener disse bøger er blandt årets bedste - og mest overraskende udgivelser.

Årets krimi er skrevet af Mikkel Birkegaard "Efterfølgeren". Den succesfulde krimiforfatter William Falk er død inden sidste bind i hans serie er skrevet færdig. Den udbrændte dansklærer og forfatterspirant, Laust, vælges til at skrive sidste bind i serien. For Falk har en fortid med Laust som snart blusser op iog det bliver alt andet end let for Laust at skrive. For først skal en mordgåde fra virkeligheden opklares. Det er både en leg med genren. Der er gys og grin, men samtidig også et virkeligt godt plot med interessante karakterer.

Et andet bud på årets krimi kunne være Angelige Boulleys "Firekeepers datter". En krimi der foregår i nordamerika tæt på den canadiske grænse. Her hjælper Daunis FBI med at trævle en sag op om meth i Ojibwe-reservatet. Sammen med krimigåden, følger vi lokalsamfundet og får her en fortælling om hvordan det er at leve som en del af det oprindelige amerikanske folk, med deres  kultur og historie. Et overraskende positivt læseoplevelse. Og oplæsningen af lydbogen giver også en rigtig god fortælling.

Årets roman er en spændingsbog som næsten også kunne være kategoriseret som en krimi. Det er Joel Dicker "Alaska Sanders-sagen". En fortælling om en 11 år gammel mordsag som nu genoptages da der er spor som peger på en forkert morder i sin tiden er blevet dømt i sagen. Der er en kriminelle gåde, men der er også fortællingen om den amerikanske hverdag i en mindre by. Det er det som gør forfatteren og hans fortællinger til en stor læseoplevelse for mig.

Cecilie synes disse to er de bedste voksenbøger fra 2023

Årets roman er Thomas Korsgaard "Mente I det"

Thomas Korsgaards kortroman Mente I det (2023) er en fantastisk stærk, simpel og ganske kort fortælling om en mand, der NÆSTEN bliver overfaldet grundet sin homoseksualitet.
Selvom manden ingen skrammer har, da han slap væk fra overfaldsmændene, så sidder overfaldet alligevel så stærkt i ham, at han næsten ville ønske, at den var synlig for andre i form at et blåt øje eller en blodtud.
Romanen formår at italesætte hadforbrydelse, angst og racisme på sine blot 110 sider, hvor nogle af siderne bare er et par linjer eller en enkelt sætning. Udgivelsen er læst på et øjeblik, men den sidder i bevidstheden længe. Et stærkt eksempel på, hvordan litteraturen kan bidrage til samtidens debatter.

Årets fagbog er Poul Duedahl og Maria Clement Hagstrup "Afvigernes ø".

I løbet af 2023 og i de forgangne år har vi som befolkning haft stor bevågenhed på vores egen dystre fortid. De seneste par år har der været fokus på danske og svigtede børnehjemsbørn, grønlandske kvinder og børn, LSD-behandlingerne af psykisk sygdom, kvinderne på Sprogø og også den mandlige pendant hertil – nemlig Livø. Og sidstnævnte emne er simpelthen, hvad der rører sig i denne bog. Historikerne Poul Duedahl og Maria Clement Hagstrup har samlet en masse oplysninger sammen fra arkiver, førstehåndskilder, aktindsigt og fra mændenes familier, hvor du kan dykke ned i individuelle historier med billeder og tekst fra nogle af de mænd, som boede på øen, men du kan også orientere dig i hele ideologien bag stedet, som jo egentlig var fremme for sin tid og et stort skridt på vejen til velfærdsstaten – selvom vi i dag måske ser det i et noget andet lys.
Tidligere på året var netop Livø i fokus, da Danmarks Radio bragte dokumentarserien Nyrup – søn af en udstødt, hvor forhenværende statsminister, Poul Nyrup Rasmussen, dykkede ned i sin fars historie, da han var anbragt på Livø. Bogen Afvigernes ø er derfor med efterskrift af Poul Nyrup Rasmussen.

 

Materialer