Amanda Gorman
Se og hør Amanda Gorman læse sit digt op
The Hill We Climb
"When day comes we ask ourselves,
where can we find light in this never-ending shade?
The loss we carry,
a sea we must wade
We've braved the belly of the beast
We've learned that quiet isn't always peace
And the norms and notions
of what just is
Isn’t always just-ice
And yet the dawn is ours
before we knew it
Somehow we do it
Somehow we've weathered and witnessed
a nation that isn’t broken
but simply unfinished
We the successors of a country and a time
Where a skinny Black girl
descended from slaves and raised by a single mother
can dream of becoming president
only to find herself reciting for one
And yes we are far from polished
far from pristine
but that doesn’t mean we are
striving to form a union that is perfect
We are striving to forge a union with purpose
To compose a country committed to all cultures, colors, characters and
conditions of man
And so we lift our gazes not to what stands between us
but what stands before us
We close the divide because we know, to put our future first,
we must first put our differences aside
We lay down our arms
so we can reach out our arms
to one another
We seek harm to none and harmony for all
Let the globe, if nothing else, say this is true:
That even as we grieved, we grew
That even as we hurt, we hoped
That even as we tired, we tried
That we’ll forever be tied together, victorious
Not because we will never again know defeat
but because we will never again sow division
Scripture tells us to envision
that everyone shall sit under their own vine and fig tree
And no one shall make them afraid
If we’re to live up to our own time
Then victory won’t lie in the blade
But in all the bridges we’ve made
That is the promised glade
The hill we climb
If only we dare
It's because being American is more than a pride we inherit,
it’s the past we step into
and how we repair it
We’ve seen a force that would shatter our nation
rather than share it
Would destroy our country if it meant delaying democracy
And this effort very nearly succeeded
But while democracy can be periodically delayed
it can never be permanently defeated
In this truth
in this faith we trust
For while we have our eyes on the future
history has its eyes on us
This is the era of just redemption
We feared at its inception
We did not feel prepared to be the heirs
of such a terrifying hour
but within it we found the power
to author a new chapter
To offer hope and laughter to ourselves
So while once we asked,
how could we possibly prevail over catastrophe?
Now we assert
How could catastrophe possibly prevail over us?
We will not march back to what was
but move to what shall be
A country that is bruised but whole,
benevolent but bold,
fierce and free
We will not be turned around
or interrupted by intimidation
because we know our inaction and inertia
will be the inheritance of the next generation
Our blunders become their burdens
But one thing is certain:
If we merge mercy with might,
and might with right,
then love becomes our legacy
and change our children’s birthright
So let us leave behind a country
better than the one we were left with
Every breath from my bronze-pounded chest,
we will raise this wounded world into a wondrous one
We will rise from the gold-limbed hills of the west,
we will rise from the windswept northeast
where our forefathers first realized revolution
We will rise from the lake-rimmed cities of the midwestern states,
we will rise from the sunbaked south
We will rebuild, reconcile and recover
and every known nook of our nation and
every corner called our country,
our people diverse and beautiful will emerge,
battered and beautiful
When day comes we step out of the shade,
aflame and unafraid
The new dawn blooms as we free it
For there is always light,
if only we’re brave enough to see it
If only we’re brave enough to be it"
Arne Herløv Petersens forsøg på en oversættelse
Her er foreløbig en råoversættelse af Amanda Gormans digt. Der skal arbejdes meget mere med det, udtaler han. Der skal være enderim og bogstavrim og rytme. Det er noget, der i givet fald skal pusles længe med. Men dette er da noget at begynde med: Ikke et egentlig digt, men en oversigt over digtets indhold:
Det bjerg, vi bestiger
Hr. præsident. dr. Biden, fru vicepræsident, hr. Emhoff, amerikanere og verden,
Når dagen er inde, spørger vi os selv, hvor vi kan finde lys i denne evige skygge.
Det tab vi bærer på, et et hav, vi må vade igennem.
Vi har trodset uhyrets bug.
Vi har lært, at stilhed ikke altid er fred.
og at normer og regler for, hvad der er rigtigt, ikke altid er retfærdighed.
Og dog er daggryet vores, før vi ved af det.
På en eller anden måde får vi det gjort.
På en eller andet måde har vi været vidne til og gennemlevet et land, der ikke er gået i stykker,
men bare aldrig gjort færdigt.
Vi, der er børn af et samfund, hvor en radmager sort pige, der nedstammer fra slaver og er vokset op med en enlig mor, kan drømme om at blive præsident og så pludselig læse op for sådan en.
Og ja,vi er langtfra færdigpolerede, langtfra uberørte,
men det betyder ikke at vi stræber efter at skabe et forbund, der er fuldkomment.
Vi stræber efter at forme vores forbund med et formål,
At skabe et land, der forpligter sig til alle menneskenes kulturer, farver, karakterer og tilstande.
Og derfor løfter vi blikket og ser ikke det, der står os imellem, men det der står foran os.
Vi lukker kløften, fordi vi ved, at hvis vi skal sætte vores fremtid først, må vi først skubbe vores forskelle til side.
Vi lægger våbnene, så vi kan række armene frem mod hinanden.
Vi stræber efter, at ingen skades og efter harmoni for alle.
Lad kloden, om ikke andet, sige, at dette er sandt.
At selv mens vi sørgede, voksede vi.
At selv mens vi blev såret, håbede vi.
At selv om vi blev trætte, prøvede vi med det,
At vi altid skal knyttes sejrrigt sammen.
Ikke fordi vi aldrig mere skal møde nederlag, men fordi vi aldrig mere vil så splittelse.
Bibelen fortæller os, at vi skal forestille os, at alle skal sidde under deres ranker og deres figentræ, og ingen skal skræmme dem.
Hvis vi skal leve op til vores egen tid, ligger sejren ikke i sværdet, men i alle de broer, vi har bygget.
Det er løftet om lysning, det bjerg vi bestiger, hvis bare vi vover det.
Det er fordi dette at være amerikaner er mere end en stolthed, vi arver.
Det er den fortid, vi træder ind i og hvordan vi kan hele den.
Vi har set en kraft, der hellere ville knuse vores nation end dele den.
Ville ødelægge landet, blot det kunne forsinke demokrati.
Det forsøg var lige ved at lykkes.
Men selv om demokratiet undertiden kan forsinkes
kan det aldrig knuses permanent.
Den sandhed, den tro må vi have tillid til.,
for mens vi ser mod fremtiden, ser historien på os.
Dette er tiden for retfærdig indfrielse.
Vi frygtede det, da det begyndte.
Vi følte os ikke rede til at skulle arve en så skræmmende time,
men da vi var i den, fandt vi kraft til at skrive et nyt kapitel, til at indgive os selv håb og latter.
Så der, hvor vi engang spurgte: ”Hvordan kan vi på nogen mulig måde sejre over katastrofen?” siger vi nu: ”Hvordan skulle katastrofen kunne sejre over os?”
Vi vil ikke vende om eller lade os afbryde af trusler, for vi ved at vores passivitet og træghed vil gå i arv til den næste generation.<
Vores fejltrin bliver deres byrder.
Men ét er sikkert:
Hvis vi forbinder barmhjertighed med magt og magt med ret, så bliver kærligheden vores arv og forandring vores børn fødselsret.
Så lad os give et land videre, der er bedre end det, vi fik.
Med hvert åndedrag fra mit bronzestøbte bryst vil vi løfte denne vor sårede verden op, så den bliver vidunderlig
Vi skal rejse os fra vestens gyldne bjerge
Vi skal rejse os fra det stormomsuste nordvest, hvor vores forfædre først gennemførte revolutionen
Vi skal rejse os fra midtvestens staters byer mellem bånd af søer
Vi skal rejse os fra det solstegte Syden
Vi skal genopbygge, forsone og helbredes.
I hver kendte afkrog af nationen, i hvert hjørne af landet
Skal vort folk smukt og broget træde frem, smukt og skrammet.
Når dagen er inde, skal vi træde ud af skyggen, flammende og uforsagte.
Det nye daggry blomster frem, når vi befrier det.
For der er altid lys,
hvis blot vi er tapre nok til at se det,
hvis blot vi er tapre nok til at være det.