Kristin Vego fotograferet af Erika Hebbert

Vinder af Bogforums Debutantpris

27.10.22
Vinderen er nu udtrukket.
Portræt af Gro

Litteraturkonsulent, Gro Frank Rasmussen, er forperson for BogForums debutantpris. Fredag den 4. nov. gik hun på scenen og uddelte årets pris til vinder Kristin Vego.

Læs mere om begrundelsen

"Juryen for Bogforums Debutantpris havde i år valgt at shortliste 5 titler", siger Gro Frank Rasmussen.
- "Det er bøger, der kredser om erindring, om klasseforhold, som har sorgen som grundtone, fremskriver en ny klimavirkelighed, kaster et planetarisk blik på vores verden; som kan registrere de helt små mislyde mellem mennesker og omfavne de store verdensvendte udfordringer. Kort sagt: de vidner om den store spændvidde, der er i den helt nye danske litteratur. Det har været en fornøjelse at læse sig ind på."

Læs nedenfor juryens begrundelse for, hvorfor netop de fem titler er shortlistet

Delvist møbleret af Zakiya Ajmi

Gyldendal
En enkelt rullekuffert – det er det eneste, Nadja har med sig, da hun sammen med sine to døtre ankommer til Jørgens faldefærdige gård i Hvalsø for at leje den ene længe. Men den mentale bagage, hun slæber med sig, er tungt lastet, et opsamlingssted for svigt, vold, brudte familierelationer og åndeligt underskud. Delvist møbleret er et stærkt klasseportræt. Det er en roman, der ikke tilbyder forsoning, oprejsning eller forløsning. Men den dyrker ikke ubehagets æstetik, tværtimod er det en roman, der er socialt årvågen, en roman, der kiler sig ud gennem velfærdsstatens sprækker.

Særligt overbevisende står Zakiya Ajmis nære og loyale portræt af sin hovedkarakter Nadia, der har et forlist ægteskab bag sig og er på flugt fra en voldelig ekskæreste. Det er en af bogens helt store styrker, at den opererer med en nøgtern udsigelsesposition, at den ikke vil forklare eller undskylde Nadia. Nadia synes at have levet et liv med systematisk vantrivsel. Hun er problematisk grænsesøgende, har det svært med autoriteter, har en apatisk livsvilje og er sprogligt leddeløs. Mens hun selv har behov for en indre genopbygning, formår hun ikke at sætte rammer for sine egne børn, og Lea, den ældste, forsvinder. Det er et radikalt og affektskabende greb at lade et barn forsvinde helt ud af fortællingen. Med Delvist møbleret har Zakiya Ajmi skabt en vedkommende, realistisk samfundsfortælling om konflikt, behovet for samhørighed og menneskelig utilstrækkelighed.
Lån Delvist møbleret som bog, e-bog eller lydbog.

København, udateret af Villads Andersen

Gyldendal
Villads Andersens roman hører til i genren spekulativ fiktion, men er uhyggeligt virkelighedsnær. I en ikke så fjern fremtid har den grønne Brodenberg Bevægelsen vundet konsensus. Bevægelsen samarbejder med Google om at få befolkningen til at handle klimabevidst. Og der findes kun en vej at gå: at melde sig ind i Bevægelsen. ”Hvis du melder dig ind i dag, kan du være med til at forme fremtiden i morgen”, lyder en af de reklamer, der ustandseligt popper op på hovedpersonen Andersens telefon. ’Og hvis du ikke melder dig ind, er du dømt ude, og din familie vil forlade dig´ – kunne reklamen have fortsat. København, udateret er et sørgeligt relevant og gennemført bud på, hvordan dogmatismens ansigt kan se ud.

Hvor Århus har Svend Åge Madsen, har København nu fået Villads Andersen. Byen skrives frem som en troværdig baggrund for forfatterens fremtidsvirkelighed, et overbevisende bud på en klimadrøm, der tilter og bliver til et mareridt for den enkelte og for demokratiet. Romanen skildrer også indsigtsfuldt en generationskamp. Mellem den ældre generation, der uden at blinke kan hugge hovedet af en kylling, og de helt unge, der hvisker undskyld, inden de spiser de stegte lår. Hvis de overhovedet spiser dem. Mellem dem står Andersen, som forstår kampen om klimaet, men ikke er enig i metoderne – og derfor betaler den højeste pris. Han mister sin søn. København, udateret er et vedkommende, velskrevet afsøgende rum for fanatisme, magtkritik og tab.
Lån København, udateret som bog, e-bog eller lydbog.

Et sted at være mor fra af Joakim Kruse Lykke

Gyldendal
Joakim Kruse Lykke debuterer med en sorgroman. Alligevel er det svært ikke at blive opløftet, når man læser bogen. Over sproget og den nænsomhed, som sårbarheden bliver behandlet med. Et Sted at være mor fra er en roman om at være i tiden og om at miste. Om at høre sin mor komme hjem og stå i indgangen og råbe ”det vokser”, og så stadigvæk være i stand til at trække vejret midt i det terminale. Fra en søns perspektiv skriver Kruse Lykke fortættet og prægnant om et forløb, der strækker sig fra moren får stillet diagnosen og til lidt efter hendes død. Det kan være svært at være i sorgen, men i Kruse Lykkes roman kan man godt være i den, for man har tillid til at teksten kan bære en.

Bogen består af sprogligt kondenserede nedslag, af situationer, korte samtaler og registrerer verdens umiddelbare fænomener. Man drikker øl på en bænk, spiser ostemadder, slår op med sin kæreste. Alt det sker også, mens ens mor er ved at dø. Opmærksomheden på de hverdagslige detaljer skaber en akut tilstedeværelse i læsningen og lægger på den måde en afstand til dødens altomsluttende intethed. Det er en bog, der insisterer på livet. Endelig viser Kruse Lykke os, at de små handlinger kan være de største omfavnelser, at man ikke behøver mange ord for at beskrive både en kærlighed og en afgrund: ”Vi ruller sengen ud på terrassen. / Hendes bryst, jeg væder hendes bryst med isvand. / Hun sukker, pragtfuldt, vidunderligt, sukker hun og misser.”
Lån Et sted at være mor fra som bog, e-bog eller lydbog.

Chellam af Sabitha Söderholm

Gads Forlag
Med Sabitha Söderholms dybt sansemættede lyriske prosabog Chellam har nye lugte, nye smage, en ny flora fundet vej ind i den danske litteratur. Sammen med bogens unge, kvindelige jeg-fortæller opdager vi Banyantræerne, Nungupalmerne, skinnende krysantemum, fløjlsblomsten Tagetes, vi dufter den ristede kardemomme og peber, vi står på den sandede røde jord. Sammen med hende får vi lov til at lære landskabet at kende. Bogen åbner både op for en ny erfaring og forsøger at genetablere en forbindelse til noget, der er gået tabt: en historie, en kultur, en biologisk mor, som fortælleren her møder for første gang, og som hun nu forsøger at indkredse og fastholde gennem sproget.

Men Chellam er ikke blot en fortælling om at indhente det glemte, men også om at genfinde noget større. Söderholms blik på verden er planetarisk, omsorgen for naturen og mennesket er den samme, der er ikke tale om to adskilte størrelser. Som her: ”Saltkrystal, saltkrystal/over markernes muld/under kvindernes fødder/under kvindernes hud.” Chellam formår at rumme både det sansebårne og det tørt registrerende konkrete, at rumme stemningsmættede, intime scener og en konstaterende kritik, bl.a. af den invasive art vi kalder for kolonialisme. Söderholm syr sine tekster sammen til en stærk helhed, der formår både at være afdæmpet og fast, mens hun viser os, at vi skylder vores verden vores ømhed og vores omtanke.
Bestil Chellam via Bibliotek.dk

Se en sidste gang på alt smukt af Kristin Vego

Turbine
Nogle gange fører en landevej i Wales og den enkle, intime beskrivelse af en kvindes bløde læber, der omslutter en mands finger, til store litterære oplevelser. Det er tilfældet i Kristin Vegos overlegne novellesamling Se en sidste gang på alt smukt. Kristin Vego er en menneske-observatør af den klogeste slags. I ni noveller fører hun os rundt i Europa og lader os komme ind på livet af forskellige kvinder. Med stor poetisk myndighed skriver Vego om transitioner, erfaringsskred, om forgængelighed, indre rørelser, og hvor stor afstand der kan være mellem de mennesker, der har de allernæreste relationer. Hun undersøger, hvad litteraturen kan rumme og se, som vi mennesker ikke selv kan se, når vi står midt i det. Kristin Vego mestrer antydningerne, den diskrete afdækning af menneskelige spændinger.

Der ligger en følelsesmæssig intensitet i enhver bevægelse. Selv når hun leger med vores virkelighedsopfattelse som i den kompositorisk raffinerede novelle ”Be my baby” eller med fremtidsfremskrivninger som i novellen ”Akvarium” – hvor personerne ikke længere ser hinanden i øjnene og hver dag vågner op i noget, der minder om en drøm – gør hun det med en diskret, sofistikeret og lavmælt penneføring, der virker desto stærkere på en. Den afmålte skønhed findes i sætningerne. Det er noveller, der kalder på at blive læst igen og igen, det er en forfatter, der må berige os med endnu flere bøger.
Lån Se en sidste gang på alt smukt som bog, e-bog eller lydbog.

Vinderen modtager 50.000 kr.

Bogforums Debutantpris er blevet uddelt siden 1993. Med prisen følger 50.000 kr. I 2021 modtog Fine Gråbøl prisen for romanen Ungeenheden.
 

Oprindeligt skrevet af Biblioteket, Helsingør Kommunes Biblioteker.

Materialer