September og musikken

Af: Steffen Kronborg
 

September er den syvende måned i den gamle romerske kalender – deraf navnet. September er den første af de tre efterårsmåneder, og det er da også i denne måned, man finder efterårsjævndøgn, hvor nat og dag er lige lange. I september er det blevet tid til at høste frugterne af sommerens arbejde, og måneden står ikke mindst i æblehøstens tegn. September byder også på en stor mængde trækfugle, som indleder returtrækket til varmere himmelstrøg på dette tidspunkt. Tidligere blev måneden kaldt ”Fiskemåned” i Danmark, fordi det netop var i september, fiskerne landede store mængder fede høstsild – de sild, som i 1600-tallet var medvirkende til Danmarks position som stormagt i Europa. I nyere tid, dvs. inden for de seneste 20 år, har september måned været uløseligt knyttet til den voldsomme terrorhandling i New York d. 11.9.; men denne begivenhed har dog ikke noget specifikt med september som sådan at gøre. Til gengæld er der i tidens løb skrevet et stort antal rocksange om terrordåden.

Året går på hæld
I september er himlen blå på en helt speciel måde, som det hedder sig i Alex Garffs sang ”Septembers himmel er så blå”, og det er den, fordi støvpartiklerne fra varmen i sommermånederne er væk, så luften nu er renere og mere klar. Græsset er blødt på en særlig måde i september, som James Taylor synger om det i sangen ”September grass”: ”Won´t you lie down with me now/ September grass/ Oh, September grass/ is the sweetest kind/ it goes down easy/ like apple wine/ hope you don´t mind/ if I pour you some”. Og i Ulf Lundells “Baby om morgonen” er (næsten) alting også lutter idyl i september: “Honungsseptember, skaldjur på faten/ näktergal, vart tog du vägen, som sjöng så starkt/ Med en spark kastar hon av sig täcket/ och säger:”Kom hit, min vän”.

Men september er også karakteriseret ved at være den første efterårsmåned, hvor det bliver køligere, og hvor bladene på træerne skifter farve. Al Stewart mærker efterårskuldens snarlige komme i sin ”Blue September”: ”Blue September, the nights are closing in/ Blue September, a chill is in the wind/ Blue September, how was I to know?”. Og i Van Morrisons “When the leaves come falling down” er det ligeledes primært månedens let melankolske side, teksten beskriver: “And at night the moon is shining on a clear, cloudless sky/ and when the evening shadows fall, I´ll be there by your side/ when the leaves come falling down/ in September when the leaves come falling down”.

For Per Gessle er september en smuk tid på året – selv om årstidens skønhed ikke helt formår at skjule den bittersøde kærlighedshistorie, der også skjuler sig et sted i teksten til ”September girl”: ”It´s late in September, beautiful and clear/ the nights are so cold, and I wash away my tears/ The leaves on the trees, with colors so bright/ caught by the wind and soon out of sight”. Per Gessles kærlighedssorger er dog for ingenting at regne i forhold til parforholdsdramaet i en af Ulf Lundells mest indædte sange nogensinde: “En fri man i stan”: ”Djurgårn brinner redan i september i år/ kylan kom och luften blev så klar/ dom röda löven faller ner på gången där jag går/ med mitt kaos och min jakt efter hållbara svar”.

At sangteksternes kærlighedsproblemer knyttes til september måned, er ikke tilfældigt. Årstidsmæssigt betegner september et farvel til den ubekymrede sommer og et velkommen til den tilstundende vinter, og dermed kan september bruges symbolsk til at beskrive forhold, der ligesom året går på hæld. Det er netop tilfældet i Lars Winnerbäcks smukke ”Elegi”, der som titlen antyder er en klagesang over et forlist kærlighedsforhold: ”Två ögonpar i tomhet från september till advent/ för en man som gick till jobbet som om inget hade hänt/ och för en kvinna som sa: ”Allting är förstört, allt är bränt”/ en elegi för alla vägar som vi inte vandrat än/ för en tid som bara går och aldrig kommer igen”. I Buddy Hollys version af den samme triste historie var alting ganske vist stadig godt i september; men den tid er forbi nu, og bruddet mellem de to elskende er uigenkaldeligt: ”Do you remember, baby, last September/ how you held me tight, each and every night/ well, oops-a-daisy, how you drove me crazy/ but I guess it doesn´t matter anymore”. En situation, som minder lidt om den i Per Gessles ”Wish you the best”, hvor jeg-fortælleren møder en gammel flamme, som han stadig er lidt forelsket i: ”I´m pleased to see you smile/ September clouds/ shaped just like shells/ September rain/ should fall somewhere else”. Men forholdet er forbi, og: ”Whatever you´ll do, I wish you the best”.

11. september-sange
Sangene i tilknytning til terrorangrebet d. 11. september 2001 er talrige, nogle er bedre end andre, men alle er de dybt seriøst ment. Begivenheden havde den positive effekt – hvis man kan tillade sig at sige sådan på baggrund af den tragiske hændelse og de mange dødsfald – at den gav Bruce Springsteen fornyet lyst til og energi til igen at skrive sange, efter at han havde holdt en længere kreativ pause. Terrorangrebet gjorde ham vred og fik ham til at finde et fokus for sine nye sange, som efterfølgende kom til at dominere pladen ”The rising”. Titler som ”My city in ruins”, ”Nothing man”, ”Empty sky”, You´re missing” osv. siger mere end mange ord om sangskriverens sorg og vrede over begivenhederne d. 11. september. At Springsteens sange samtidig med at rumme nogle bevægende tekster er dejligt iørefaldende gør dem naturligvis ikke dårligere. Neil Youngs ”Let´s roll”, som også handler om d. 11. september, er til gengæld – i denne lytters ører – det klart svageste nummer på et i øvrigt forrygende album, ”Are you passionate?”, som hævder sig flot i musikerens omfattende produktion.

Leonard Cohen har skrevet sangen ”On that day” om terrorangrebet på New York, og selv om han er langt mere afdæmpet end Springsteen i sin beretning om den ulykkelige begivenhed – ”I´m just holding the fort” – er der ingen tvivl om, at der også hos Cohen er et ”dem” og et ”os” i forhold til terroren: ”Did you go crazy/ or did you report/ on that day/ on that day/ they wounded New York”. The Eagles har i anledning af terrorangrebet skrevet sangen ”Hole in the world”, som nærmest har karakter af en hymne: ” There´s a hole in the world tonight/ there´s a cloud of fear and sorrow/ there´s a hole in the world tonight/ don´t let there be a hole in the world tomorrow”. Og i Mark Knopflers “If this is goodbye” er det situationen for de fangne i World Trade Center under katastrofen, der er emnet for sangen. Hvad ville man sige til de efterladte, hvis denne besked var det sidste, man fik mulighed for at give videre? I Mark Knopflers univers er de sidste ord, ikke overraskende: ”I love you”.

Osv. Osv. Masser af kunstnere har givet deres bidrag til kataloget af sange om d. 11. september, og de fleste af sangene er endnu mere direkte i deres formuleringer, end de ovennævnte titler er det. I John Hiatts ”When Ney York had her heart broke” er det primært sorgen over begivenhederne, der fokuseres på i sangteksten: ”On that fiery day/ when the towers gave way/ New York had her heart broke/ New York had her heart broke/ Many heroes died/ trying to save someone inside/ when New York had her heart broke”. Og i Jimmy Cliffs reggae-kommentar til terrordåden, sangen ”Terror”, er der heller ingen tvivl om, hvad sagen drejer sig om: ”September 11th/ well it was hell in heaven/ a hell of a day/ in the US of A/ Terror hit the World Trade Center/ in New York City/ and the Pentagon/ in the city of Washington”. Til forskel fra flertallet af de øvrige sange om d. 11. september lægger Jimmy Cliff imidlertid skylden for katastrofen på begge parter, selv om der sker i ret generelle vendinger: ”But for every action/ there has to be reaction/ this is the law of nature/ now we´re living in the future”. Og senere i sangen: ”With terror fighting terror/ tell me who can be the hero”. Om lytteren er enig i Jimmy Cliffs udlægning af begivenhederne må det være op til den enkelte at afgøre.

Læs andre artikler om musik på Bibzoom.dk