136. indlæg - "Personlige favoritter fra den engelske hylde"

Sommeren synger på sidste vers, ferien gør i al fald. Børnene er på vej tilbage i skole, mange voksne er vendt tilbage på job for længe siden og #vejenlæser afsluttes også snart.

Derfor skal der heller ikke være fokus på hurtiglæsning, effektivitet eller konkurrence. I stedet vil jeg fokusere på resten af året, hvor læselysten gerne skal følge os. Derfor deler jeg nogle af de bøger jeg holder mest af med jer.

I denne omgang er alle titlerne på engelsk, men en enkelt er også oversat til dansk. Fælles for alle bøgerne er, at jeg stadig mindes dem længe efter de blev læst. Jeg har også læst nogle af dem mere end en gang og dette er bøger jeg meget gerne anbefaler venner og familie. Kom ned på biblioteket, så kan jeg også anbefale dig dem.  

En bog jeg oftest anbefaler andre at læse, er Good Omens af Terry Pratchett og Neil Gaiman. Bogen blev filmatiseret tilbage i 2019 og har derefter haft et større publikum. Hvilket er fuldt fortjent. Med Pratchetts humor og Gaimans dybe research får de to skrevet en eminent sjov og underfundig bog, der handler om den sidste uge inden jorden går under. Eller gør den? Good Omens er ikke nem at læse, der sker meget på hver eneste side og der er mange henvisninger til religion og historie. Men hvis du er god til engelsk, har lyst til en sjov rejse og ikke er bange for svære ord, så er dette helt sikkert bogen for dig.

En anden bog jeg gerne anbefaler, særligt til teenagere og deres voksne er Amari and The Night Brothers af B. B. Alston. Amari er oversat til dansk og dermed kan mange flere læse denne safir af en bog. Bogen er tydeligt amerikansk, og handler om Amari, der kæmper for at holde sammen på sig selv. Hun bor med sin mor og sin bror i en nedslidt lejlighed i den dårlige del af byen. De lever fra hånden til munden, og ofte er der ikke mad nok. En dag forsvinder Amaris bror, men leder efter ham. De regner med, at han nok bare er havnet i dårligt selskab og har efterladt Amari og moderen. Men Amari ved, at brorens forsvinden ikke har noget med stoffer eller dårligt selskab at gøre. Amari gør alt hvad hun kan for at finde frem til ham, og da hun i et sidste og desperat forsøg på at finde et eller andet spor falder over en invitation til en optagelsesprøve på en magisk skole, tager hun afsted. Hun har jo ikke noget at miste! Amari finder snart ud af, at intet her i verden er som vi tror, og at alt ser helt anderledes ud, hvis man bare ændrer sit perspektiv lidt.

Hvis du i stedet er glad for kolde gys, isninger ned ad rygsøjlen og risiko for at sove med lyset tændt om natten, kan jeg anbefale The Year of the Witching af Alexis Henderson. Romanen er forfatterens debut, men det kan ikke mærkes på kvaliteten af sproget. Vi følger Immanuelle, der lever i et meget religiøst samfund og hun kæmper for at overholde de regler, som kirken har sat. Kirken har stor magt i dette samfund, fordi det var deres profet, der dræbte fire hekse og rensede det land, som de nu lever af. Rundt om byen Bethel vokser en mørk skov, der er forbudt at gå ind i, da den er forhekset. Imanuelle lærer om sin egen og Bethels fortid. Hun lærer, at Bethel skal forandre sig og at hun er den eneste der kan.

Den sidste bog, jeg vil anbefale i denne omgang, er The Glass Hotel af Emily St. John Mandel. Mandel er en vidunderlig forfatter, der måske er mere kendt for Station Elleve, der også er blevet filmatiseret de seneste år. The Glass Hotel er en fin fortælling, med meget på spil men med Mandels karakteristiske og smukke sprog. Vincent er bartender på et femstjernet hotel på en ø ud for Vancouver i Canada, der møder han ejeren Jonathan og de to danner par derefter. 13 år efter forsvinder Vincent sporløst fra et skib og dermed skydes en historie i gang, hvor det til tider kan være svært at gennemskue, hvad der er virkelighed eller fantasi og hvor fortid og nutid bliver vævet tæt sammen. Det er vigtigt, som læser at holde tungen lige i munden, men tag dig tid, dyk ned i sproget og lad dig flyde med.

De fire nævnte bøger er på overfladen meget forskellige men det, de har til fælles, er den dybde der er i historierne og så har de alle et sprog, der kan noget helt særligt.