168. indlæg "Kun en tåbe frygter ikke haven men pas nu på derude i vildnisset"

af Lone Pedersen

Vi har lige fået sommertid og de lyse aftener er tilbage. Desuden pipper fuglene både tidligt og silde ligesom ukrudtet gror. Det gror og gror på trods af silende dagsregn.
Men i den forgangne weekend var det delvis tørvejr og i min have var vi oppe på 17 grader varme. Skønt vejr til at komme ud i haven og få set nærmere på hvad der egentlig sker derude.

Jeg kan sige at ukrudtet er skudt i vejret med hastig fart. Flere buske er ved at sætte blade og enkelte blomstrer. Det eneste som står pænt, er faktisk græsplænen. Men den passes jo også af Robert. Vores robotplæneklipper – ja navnet er ikke så fantasifuldt som det måske kunne være. Men det vigtige er jo også at han klarer sit job. Og det gør han uanset vejret.
Da det før Roberts indtog i haven var mig der slog græsset, er jeg ganske tilfreds med hans indsats. Lige bortset fra de tidspunkter hvor  han ikke kan få kontakt til satellitten og derfor står stille alt for længe. For vi har i slutningen af sidste græssæson investeret i en satellit styret robotklipper. Vi har hund og den havde en fantastisk evne til at grave huller lige der hvor kablet var til den gamle robotklipper. Så der er lappet en del steder på den ledning, indtil vi gav op.

Men når jeg nu har en robotklipper til græsset der kører lystigt rundt i dagtimerne, kunne det også være smart med en tilsvarende til at klare ukrudtet. Der er ikke meget hjælp at hente fra min mand, da han mener han fjerner for mange blomster og lader ukrudtet blive tilbage. Det er ikke fordi vores have er snorlige, med pænt anlagte flisegange og afgrænsede bede. Der er plads til ukrudt og vilde planter, hvis bare det ikke tager overhånd.

Dele af haven har en lidt løsere stil end græsplænen, men jeg har områder hvor jeg tænker det måske kunne være smart at give lidt mere tilbage til naturen. Her tænker jeg bagerst i haven, hvor der er et lidt stort træ som gør, der ikke er meget der vil gro i skyggen. Her kunne måske laves et område der var mere vildt.
Derfor nærstuderer jeg lige nu bogen ”Vildskab i haven – mere natur tættere på”. Det er en bog fyldt med gode ideer til at få mere vild natur i haven. Det betyder ikke jeg slipper for at luge, men måske jeg alligevel minimerer en del af havearbejdet. Og så giver jeg jo også lidt mere tilbage til de små insekter.
Det betyder jeg er ved at læse op på de fire grundregler i bogen: Plads, ressourcer, variation og tid. Det lyder jo besnærende med flere bier og insekter i haven og at de ved hjælp af lidt kvas eller en skål med vand, bedre kan klare sig i sommeren og ind i vinteren.
Det betyder så jeg vil starte med at klippe buske og andre planter ned, så der kan komme noget kvas at lave en bunke af. Så må vi se hvor stor bunken bliver.