85. indlæg - "Bøger for både børn og voksne"

Af Lone Pedersen

Der er forfattere, som skriver både for børn og voksne. Jeg synes, det er interessant at læse begge dele og se, om jeg synes, de skriver lige godt til begge aldersgrupper. Og heldigvis er jeg sjældent blevet skuffet. Selvfølgelig tager jeg hensyn til aldersgruppen af barnet, for der er jo forskel på, om det er en bog til en begynderlæser på 9-11 å eller til unge på 14-16 år.

Jeg er storforbruger af krimier, og to forfattere, som jeg er glad for indenfor voksenlitteraturen, er Åsa Larsson og Lone Theils. Og de har begge to også skrevet bøger til to forskellige aldersgrupper af børn.

Svenske Åsa Larsson blev berømt for sine krimier til voksne. Forfatteren er født i Uppsala, men opvokset i det nordligste Sverige i Kiruna. Den samme by som hun lader sin krimiserie foregå i.

Serien handler om advokaten Rebecka Martinsson, der flytter tilbage til barndomslandet i Kiruna. I første omgang bare for at hjælpe en barndomsveninde der er anklaget for mord. Men efter den sag beslutter Rebecka sig for at blive boende i farmorens hus. Det er en stærk serie, der består af fem bøger. Den rå natur i minebyen Kiruna træder tydeligt frem. Ligesom kritikken af kønsopdelingen i samfundet og forskellige kirkers religiøse bevæggrunde. Det er krimier, der betegnes som typisk skandinaviske krimier med samfundskritik og stærk persontegning som kendetegn.

Efter denne voksenserie var afsluttet kastede Åsa Larsson sig over børne- og ungdomsgenren. Her er det mere fantasy eller gys, som er genren. En helt anden genrer, men en som hun også formår at mestre. For der er uhygge og gys for alle pengene i serien Pax, som er for de 10-13 årige. En serie om byen Mariefred, hvor der er alt andet end fred. De onde kræfter i form af hekse og monstre er til stede i byen, så Viggo og Alrik må på banen.

Danske Lone Theils er journalist og har i mange år arbejdet som sådan i London. Så hun er bekendt med den britiske hverdag, og hvordan en korrespondent kan arbejde i storbyen.

Det har jo flettet ind i serien om Nora Sand, der er journalist i London. Her graver Nora i forskellige krimisager, som hun kommer under vejr med i forbindelse med arbejdet som journalist. Det er en solid krimiserie med plots, som er inspireret af virkelige sager. En lille detalje fra en virkelig krimisag er ofte blevet skrevet ind i Lone Theils krimier. Eller det har været den lille detalje, som har sat forfatteren i gang med at udtænke et nyt plot.

For et år siden, kom første del af børnebogsserien ”Det hemmelige Detektivbureau”. En serie om to børn, Frida og Karl, der starter deres eget detektivbureau. De får forskellige opgaver, som løses ved at gå rundt i byen og finde spor. Det er en spændende serie for aldersgruppen (7-11 år) og der er flere på vej i serien.

Klummen blev bragt i Vejen Avis i uge 34 i 2021.