149. indlæg "Grønlandslitteratur eller ej?"

På biblioteket har vi lige modtaget Iben Mondrups nyeste skud på stammen Bjørn (2023), som er en efterfølger til Tabita (2020) og Vittu (2022). Iben Mondrups forfatterskab kredser i høj grad om Grønland. I dag vil jeg dykke lidt længere ned i, hvad grønlandslitteratur er for en størrelse.

Som historiestuderende har jeg lært, at fortiden måske ikke altid er så ren, som vi ellers ville ønske, at den var. I Danmark har vi en fortælling om, at vi har hjulpet grønlænderne – og det har vi nok også på nogle områder, men det hele handler om, hvilke øjne der ser. Derfor skelner man også mellem grønlandslitteratur og dansk grønlandslitteratur, når man kigger på de romaner, der er udgivet om Grønland. Det betyder egentlig bare, at vi har nogle forfattere, der skriver ud fra et grønlandsk synspunkt, og omvendt nogle, der skriver ud fra et dansk synspunkt.

Vi kan starte med Niviaq Korneliussen. Som navnet antyder, er hun født og opvokset i Grønland. I 2021 vandt hun – som den første grønlænder nogensinde – Nordisk Råds Litteraturpris for sin udgivelse Blomsterdalen. Niviaq Korneliussens bog er et ubærligt opråb, der giver anledning til selvrefleksion. Handlingen udspiller sig i en grønlænders møde med den danske kultur, da hovedpersonen starter på studie i Danmark. Samtidig får vi et indblik i hovedpersonens baggrund i Grønland, og hvordan samfundet hænger sammen – eller ikke gør.
Værket italesætter både samfundsstrukturelle og personlige problematikker, da omdrejningspunktet er de mange selvmord, der hvert år kommer som laviner i Grønland. Blomsterdalen er dét sted, hvor de bliver begravet, og området er fyldt med plastikblomster. Både fordi det er de blomster, der kan holde til Grønlands klima, men måske også fordi, at sorgen er konstant og ikke visner – ligesom plastikblomsterne ikke gør.

Når vi på den anden side taler om dansk grønlandslitteratur har vi særligt to danske forfattere, der springer i øjnene. Det er føromtalte Iben Mondrup samt Kim Leine. Begge forfattere har et tilhørsforhold til Grønland, men på to forskellige måder. Kim Leine er opvokset i Norge, flyttede til Grønland efter endt uddannelse. Omvendt har vi Iben Mondrup, der har boet i Grønland som barn med danske forældre.

Kim Leine debuterede med romanen Kalak i 2007. På en måde kan man sammenligne Kalak med Blomsterdalen, men med omvendte fortegn. Begge udgivelser handler om, at man har svært som dansker og grønlænder ved at forenes kulturelt og socialt – selvom vi i mange henseender mener, at vi er en del af en helhed. Kim Leine har også vundet Nordisk Råds Litteraturpris i 2013 for hans historiske roman Profeterne i Evighedsfjorden, der tager afsæt i den danske kolonisering tilbage i 1700-tallet, som mange mener, er grobunden for den negative sociale udvikling, som vi ser i Grønland.

Er man til en lidt blødere og mindre dramatisk skildring af Grønland, kan man med fordel gribe fat i Iben Mondrups gennembrudsroman Godhavn fra 2015, der vandt DR Romanprisen samme år. Mondrup tager udgangspunkt i hendes egen barndom i Grønland som tilflytterfamilie, og romanen er også fortalt gennem de tre børn i tilflytterfamilien. Generelt er hele Iben Mondrups forfatterskab præget af hendes grønlandske baggrund, og du kan derfor gribe fat i værkerne Tabita, Vittu og Bjørn – men her skriver hun dog ud fra et grønlandsk perspektiv på trods af hendes danske udgangspunkt. Med andre ord er der nok bøger at kaste sig over, hvis man vil en tur nord på.