1. Indlæg - "Fascistkommunisten"

En klog kvinde sagde en gang til mig: Man vil gøre mange ting man fortryder i denne verden, men man fortryder sjældent at man har læst en god historie.

I denne klumme vil jeg derfor anbefale en god bog til avisens læsere hver uge. Bare det. Og på samme måde som når du snakker med en ven eller veninde, der måske er helt oppe at køre over en eller anden bog de lige har læst, eller en serie de lige har set, er der ingen forpligtelser i det. Kun fornøjelser. Du vælger helt selv om du vil klippe klummen ud og løbe ind i boghandelen eller på biblioteket med den i hånden, for at bestille den bog jeg skriver om, eller om du vil lade stå til og i stedet bruge siden som underlag i dit marsvins bur.

Den første bog, jeg vil anbefale, er en pudsig fortælling fra et pudsigt sted og en stormfuld tid. Den hedder ”Fascistkommunisten” og den er skrevet af den italienske forfatter Antonio Pennacchi som brød igennem i Danmark med sin første udgivelse ”Mussolini-Kanalen” tilbage i 2013.

”Mussolini-kanalen” var en fandenivoldsk historisk roman om en fascistisk bondefamilie og deres liv i tiden fra begyndelsen af 1900-tallet og frem til 2. verdenskrigs afslutning.

I hans nye bog ”fascistkommunisten”, der blev filmatiseret under titlen ”min bror er enebarn” – lad os i øvrigt lige stoppe op og beundre de to titler en ekstra gang! – fortsætter Antonio Pennacchi hvor han slap, med at fortælle det moderne Italiens historie på en rabalderfuld måde gennem manden på gulvet.

Historien handler om den unge Accio der begynder på en kostskole for kommende præster i slutningen af 1950’erne. Siden bliver han aktiv i en nyfascistisk bevægelse og sammen med dem tager han ud og banker kommunisterne som han bagefter melder sig ind hos, da fascisterne ekskluderer ham for at have været med i en anti-amerikansk demonstration. Undervejs i det hele raser hormonerne, og Accio forsøger at finde hoved og hale i tilværelsen i sit liv og i den italienske provinsby Latina, som han bor i med sin, noget kaotiske, familie.

Til trods for sine barske emner er det en underholdende roman – af og til direkte sjov - som trækker meget på forfatterens egen opvækst (han var selv både fascist og kommunist, men blev ekskluderet af begge partier) og den fortæller et stykke af verdenshistorien som vi ellers ikke hører om så ofte på vores længdegrader.

Selv om der er fart over feltet og selv om jeg-fortælleren Accio er en rapkæftet fyr, er der også en forsigtig melankoli i fortællingen; den slags melankoli som en hver der ser tilbage på sin ungdoms velmagtsdage nok må føle en snert af.

”Fascistkommunisten” kan især anbefales til læsere der har været glade for ”Mussolini-Kanalen”, men også til dem der sætter pris på en god historisk roman med en solid personlig historie, lidt i stil med Bjarne Reuters historier om Bjørn fra Zappa og Når Snerlen Blomstrer – bare med et italiensk twist.