37. indlæg - "Sherlock Holmes"

Sherlock Holmes er alle detektivers detektiv – simpelthen – og du skylder dig selv en læseekspedition ind i hans Victorianske verden af skarpe deduktioner og mystiske mysterier. Eventuelt imens det stormer udenfor.

I oldtidskundskab lærte vi, at man altid kunne genkende Herkules-figuren i den antikke kunst på det løveskind han havde over skuldrene eller den kølle han bar i hånden. De var hans såkaldte attributter. Ting, der var med til at forklare beskueren hvilken af myternes væld af nøgne skæggede helte, statuen eller maleriet skulle forestille denne gang. På samme måde kan man kende en detektiv i en tegneserie på den sære deerstalker-hat, med skygge både foran og bag, den krumme pibe og den mindst lige så krumme ørnenæse der bryder frem fra ansigtet som en monumental hajfinne i en b-film. Disse attributter har de tegnede detektiver ikke fra fremmede. Tvært imod; de stammer fra en bestemt engelsk opdager med et skarpt blik og en hang til violinspil og narkotika.

Sherlock Holmes, litteraturhistoriens første privatdetektiv, har i mange år været blandt de mest genkendelige figurer i moderne populærkultur. Det har vrimlet med TV-serier og film som har baseret sig mere eller mindre fast på Arthur Conan Doyles oprindelige historier om mesterdetektiven. En hel del karikaturer er det også blevet til. Men der er mere ved den arrogante opdager end en speciel silhuet. Hans evne til at drage konklusioner på basis af enkelte observationer er legendarisk, og forholdet mellem Holmes og hans kronikør, Dr. John H. Watson, er blevet en model for hvordan detektivromaner skulle skrives i en lang periode: Af en fiktiv godtroende og blid ven til den fiktive (og som regel ganske excentriske) mesterdetektiv.

Virkelighedens Watson, den britiske læge og forfatter Arthur Conan Doyle, udgav sine føljetonromaner om det aparte makkerpar i slutningen af 1800-tallet i magasinet The Strand som udkom i England og USA. På et tidspunkt blev Doyle så træt af sin figur (måske blev det for svært at finde på nye sindrige mysterier der skulle opklares), så han bestemte sig for at tage livet af ham. Det skete i historien ”Det sidste problem” hvor Holmes mødtes ansigt til ansigt i kamp med sin nemesis, forbrydernes Napoleon, den gådefulde professor Moriarty (Sikke et navn til en skurk, ikke sandt? – man kan ligefrem høre ham gnægge når man læser det!) Læserne brød sig imidlertid på ingen måde om at deres helt sådan skulle dø, så Doyle var nødt til at genoplive Sherlock Holmes ved at få det fikset på en smart måde, så det viste sig at han ikke var død alligevel, men bare havde gemt sig og holdt lav profil i et stykke tid.

Nu står Holmes igen og gemmer sig på bibliotekets reol, trængt i baggrunden af en nåleskov af bloddryppende mordmysterier som bliver opklaret af fordrukne finske kriminalbetjente med rod i privatlivet. Det synes jeg er synd. Ikke fordi jeg har noget videre imod fordrukne antihelte med skandinavisk sortsyn og sans for det makabre, men fordi Sherlock Holmes-historierne faktisk er nogle ret gode bøger med masser af psykologisk drama, plot og historie, og de fortjener nogen flere læsere. Dig, for eksempel.

Man skal ikke nødvendigvis lade sig narre af at det i dag bliver puttet ind i kategorien ”cozy crime” (da.: ”Hyggemord”) - Bevares, enkelte af historierne er ganske vist så hyggeligt at de nærmest har tøfler på, som for eksempel mysteriet om ”Den blå karfunkel” eller ”Den røde cirkel”. Men andre historier, som mysteriet om ”Det plettede bånd” eller ”Baskervilles hund”, kan få de små hår til at rejse sig i nakken på selv den mest hærdede voksne, med psykotiske mennesker og djævlehunde på de vindblæste engelske heder (bare navnet ”Dartmoor”, som er navnet på den hede hvor den djævelske køter i Baskervilles hund huserer, kan stadig få de små hår til at rejse sig i nakken på undertegnede). Det er blandet andet den spændvidde der gør Sherlock Holmes serien så herlig.

For nye læsere vil jeg anbefale at begynde med begyndelsen og få fat i den første historie: ”En studie i rødt”, hvor Doktor Watson netop er hjemvendt fra Boerkrigen og søger en lejlighed i London. En ven sætter ham i forbindelse med excentrikeren Sherlock Holmes der leder efter en at dele et lejemål i Baker Street 221B med. Da de mødes blæser Holmes Watson helt bagover med sine deduktive evner. Bare ved at se på et menneske kan han nemlig fortælle hvordan deres hjem er indrettet, om de er stressede, hvilken slags bekymringer de har, om de har været udenlands, og så videre.
Det aparte par bliver bofæller, og inden længe bliver Holmes kontaktet af Skotland Yard, der har brug for hans hjælp til at opklare et mystisk dødsfald: Et lig er blevet fundet liggende på gulvet i et hus uden andre spor af hvordan det er kommet dertil end den blodige indskrift ”RACHE” på væggen over det. Efter kort tid får Holmes fat i mysteriets røde tråd og en uventet opklaring af sagen. Hvad den er, og hvem der har gjort det, må du læse bogen - som i øvrigt er en af kun en håndfuld hele romaner om mesterdetektiven, der findes; resten er korte små historier som passer perfekt til en togtur eller en gang skummel godnat-læsning - for at finde ud af.

Når du så har gjort det, kan jeg bonus anbefale dig at se TV-serien Sherlock, som også handler om Sherlock Holmes og Dr. Watson, men foregår i nutiden. Den første episode hedder ”En studie i pink” og både den og resten af serien er spækket med fikse referencer til bøgerne, som man skal være lidt af en detektiv for at fange.

God jagt!