39. indlæg - "Den blå himmel"

Fra mit skrivebord på Brørup Bibliotek kan jeg se over til Brørup Stadion. Der er blå himmel imens jeg skriver dette, og vinden får de aflange flag med påtrykte reklamer for reklameflag (!) til at blafre flot under de drivende skyer. Jeg var lige ved at skrive at udsigten til det store græsareal skifter med årstiderne, men efter et år hvor det mest af alt føles som om vejrguderne i effektiviseringens hellige navn har sparet de skiftende sæsoner væk, til fordel for en løbende blanding af vejrtyper, vil det nok være mere korrekt at sige at udsigten skifter med vejret. Og lige nu er den altså både vindblæst og blå over den svedent grønne mark. Sammen med de blafrende flag kommer boldbanen nærmest til at ligne en miniaturesteppe, i stil med dem som nomaderne drager rundt på med deres telte og husdyr i Mongoliet.

Sådan en nomadefamilie beskriver den mongolsk-tuvinske forfatter Galsan Tschinag i sin roman ”Den blå himmel”, som er den eneste danske oversættelse af en tilnærmelsesvist mongolsk roman jeg nogen sinde er stødt på i mit læsende liv. Den er godt nok ikke skrevet på Mongolsk oprindeligt, men på tysk. Fordi forfatteren havde læst i Tyskland og ønskede at ramme ind i et større internationalt publikum. Og det har nok hjulpet også den ind på vores hjemlige bogmarked, kunne man forestille sig (jeg tror i det hele taget ikke der går så mange mongolsk-dansk oversættere på dusinet). Det er Karsten Sand Iversen – som også har stået for den prisbelønnede ny-oversættelse af Joyce’s ”Ulysses” - der har oversat teksten, og Steen Klitgård Povlsen, som var ankermand på vores Ulysses-læsekreds her i januar-februar, har skrevet efterordet. Så man må sige at Tschinags bog har været i gode hænder på sin vej til de danske læsere.

En anden ting ”Den blå himmel” har til fælles med ”Ulysses” er at den ikke ligefrem er ved at gå til i hæsblæsende action. Hos Joyce går personerne rundt i Dublin og snakker om stort og småt i løbet af en dag i juni 1904, og hos Tschinag er det drengen Dshurukuwaa der vokser op i en nomadefamilie der er omdrejningspunktet. I baggrunden rumler den mongolske kommunistiske regering ganske vist, som heste der endnu er uden for synsvidde, men i forgrunden er bogen rolig som de skyer der hænger over stepperne. Og over Brørup Boldbane.

Jeg vil inderligt anbefale dig at læse den lille historie om Dshurukuwaas opvækst i nomadefamilien, hvor livet er barskt og smukt på én gang, og hvor familie er en nødvendighed for at kunne overleve. Det er, også selv om forfatteren jo altså bestemte sig for at skrive sin bog på tysk og ikke hverken tuvan eller mongolsk, et interessant og fint indblik i en helt anden kultur end den man færdes i til dagligt. Det holder jeg altid meget af at møde i en bog. Også selv om det altid får mig til at tænke på alle de andre gode romaner jeg går glip af fordi jeg ikke kan læse f.eks. mongolsk eller tuvan.

Når historien oven i købet er så godt skrevet, og skrider så stoisk roligt frem, som den gør i ”Den blå himmel”, så man virkelig føler sig til stede i det lille telt på stepperne sammen med Dshurukuwaa, hans hund og hans elskede bedstemor - og deres får, ikke mindst - og deler den rolige trav-rytme det hele foregår i, så er det noget nær perfekt læsning i en ellers travl tid.