40. indlæg - "Dylan Thomas"

Af Øjvind Fritjof Arnfred

Har du også en idé om en digter som sådan en krumbøjet, udmarvet fyr, der sidder og fryser på et loftskammer et sted imens han inspireret skriver sin store kunst i skæret af den sidste stump stearinlys? Så er det i hvert fald ikke ugens anbefaling, du har set for dit indre blik: Den walisiske digter Dylan Thomas.

For det første var han ikke specielt udmarvet at se på og for det andet var han en disciplineret arbejdshest, der tog sine ord enormt alvorligt. Han sad i sit lille skur i haven i Wales og sled i det med papir og blyant for at nå frem til en ordmusik der var så stærk så man stadig kan danse til den i dag. Og han blev ved indtil han fik gravet sig frem til den med blyanten som sin hakke. Ikke noget med at vente på en ledig plads i musens kalender når der skulle ord på bordet.

Første gang jeg traf på ham var gennem et billede på forsiden af en eller anden billigbogsudgave af hans samlede digte. Det intense blik, den løftede pegefinger, cerutten i mundvigen under braktuden og det vildt flagrende hår, var ikke til at stå for, for sådan en 13-årig digterspire som jeg var den gang. Han lignede simpelthen en rigtig digter. At det oven i købet var hans fornavn, Robert (Bob) Zimmerman havde taget og gjort til sit kunstneriske efternavn da han lancerede sig som folkesangeren ”Bob Dylan”, var med til at gøre Dylan Thomas ekstra fascinerende.

Vi har ikke så meget af ham på biblioteket, desværre. Et par enkelte sjove julehistorier er alt, og så hans bog ”Portræt af kunstneren som hvalp” (Der vist er lidt af en hilsen til lige så vanskeligt oversatte James Joyce’s ”Portræt af kunstneren som ung mand”). Heldigvis kan vi skaffe det meste der findes på dansk og engelsk hjem fra resten af landets biblioteker til interesserede sjæle. Der er en hel del at tage af, både på det originale engelsk og danske oversættelser. Lige fra hørespillet ”Under mælkeskoven” til samlinger af korte historier som ”En pelshandlers eventyr” eller ”Et barns jul i Wales”. Men især hvis man kan binde an med engelsk tekst venter der en helt anden guldgrube af stærke og melodiske digte – som for eksempel ”Do not go gentle into that good night” eller ”In my craft or sullen art” - og en hel masse festlige noveller, at tage fat på.

Du skal læse Dylan Thomas – enten på dansk eller engelsk – på grund af den fantastiske måde hans skriver på. Slet ikke noget med korte sætninger eller sparsom brug af tillægsord, sådan som man ellers lærer i skolen. Den får hele armen i en sætning som den her, fra novellen ”En fortælling om en tur til stranden”, hvor han beskriver sin voluminøse onkel, der enten befandt sig:

 ”med selerne spændt til bristepunktet som en oceandampers fortøjninger, maset ind bag disken i den lillebitte butik med en vejrtrækning som et helt orkester, eller også buldrende op og proppende sig med sin aftensmad ude i køkkenet, alt for stor til alting undtagen de store sorte flodpramme, der gjorde det ud for støvler hos ham. ”

I min egen danske udgave af novellesamlingen: ”Rejsen tilbage”, fra 1964, skriver Jørgen Andersen i forordet om hvor vanskeligt det er at oversætte Dylan Thomas’ engelske med dets ”keltisk inspirerede fylde”, men at mange danske skribenter har gjort forsøget ud af ren begejstring over det de læste på engelsk. Jeg synes egentlig at den samling – som citatet ovenfor også stammer fra – har et par gode bud på fordanskninger, men håber også at der en dag dukker en stor og flot ny udgave af hans noveller op på dansk, så flere kan få fornøjelse af dem.

Dylan Thomas’ måde at skrive på minder mig om den aften hvor en kollega instruerede mig i hvordan jeg skulle bruge bibliotekets kaffemaskine, så der kunne brygges til fyldningen af de obligatoriske arrangementsfeltflasker til brug senere på aftenen: ”Seks skeer til en kande. Og så lige en lille snas ekstra. Det er den der gør forskellen på om det bare bliver en kop kaffe, eller om det bliver en go’ kop kaffe! ” – Sådan er det også med Dylan Thomas’ tekster. Både når han skriver digte og når han skriver korte historier: Den får lige den der skefuld ekstra som man husker den for.