135. indlæg - "Humor er en sjov størrelse"

af Lone Pedersen

Hvordan er det vi afgører, hvad der er sjovt og hvad der ikke er sjovt? For det jeg synes er sjovt, synes du måske bare er plat? Og den vittighed du griner højt af, synes jeg måske bare er kedelig.

Det er ikke bare sådan, at humor kræver overskud. Den giver overskud. Og overskud kan vi nok alle have brug for i hverdagen. Måske især med tanke på at ferien er forbi for nogle, og dermed venter hverdagen igen. En hverdag med planer der skal overholdes, møder der skal forberedes og så er der jo også hele arbejdslivet!

Jeg elsker at gribe en bog som jeg synes skruer op for det sjove. Det kan være jeg ikke griner så højt som den næste læser, men derfor kan jeg jo sagtens synes det jeg læser, er sjovt.

Jeg har tidligere med stor fornøjelse læst Rikke Lindgårds bog ” Hvorfor skal skoletasken være så tung?: et satirisk indblik i forældreskab”, om livet med børn i indskolingen. Og hvordan deres forældre kan komme til orde på Aula (nutidens kontaktbog). Det var en rigtig sjov oplevelse, og måske endnu mere for mig der ikke har børn i skolevæsnet.
Så da jeg opdagede Palle Reimann ”Ned på fuld tid”, tænkte jeg det nok også ville give mig nogle gode timer. Jeg var heldig der var kort ventetid og snart var jeg i gang med læsningen.

Denne gang er handlingen flyttet op til gymnasielæreren Albert der er lidt træt af sit arbejdsliv. Han er ikke udbrændt selvom han har arbejdet som gymnasielærer i 25 år, men alligevel er han træt. Og så kan han ikke huske elevernes navne. Nå ja og så er der jo fyringer ude i horisonten…
Det er et sjovt billede af gymnasieverdenen vi har for os. Forfatteren har mange års erfaring, men har alligevel talt med kolleger rundt i landet, for at få nye input. Og så har han også brugt en del af de mails han har fået fra elever i tidens løb. Det er fornøjelig og underholdende læsning som jeg kluklo en del over mens jeg læste den. Og tænkte tilbage på min egen studietid, men lærer og elever der ikke var helt med på beatet.

Så er jo kriminørd, så da jeg så jeg for nylig vi har købt Jan Oxholms bog ” Max Jægers lidelser som talentløs forfatter: roman”. Om Max der vil gøre hvad som helt for at imponerer sin datter, og som derfor skriver en krimi. Desværre vil ingen forlag udgive den, så Max prøver at få den udgivet på det forlag han er redaktør ved. Desværre er er det et forlag der mest udgiver jagtrelaterede bøger, men det mener Max han sagtens kan komme udenom. Det skal blive spændende at se, om bogens foromtale passer med min form for humor.

Det morsomste ved humor er, at man aldrig ved, hvorfor folk ler. Så måske du kan smile lidt med af de forslag på sjove bøger jeg har fortalt om i denne klumme. Og hvis ikke, så husk biblioteket er fuld af bøger, så der skal nok også være en du synes er sjov.