36. indlæg - "Mussolini Kanalen I og II"

Syd for Rom ligger der en hæslig by. En rigtig grimrian af et sted, hvis man spørger stort set hvem som helst i resten af Italien. Den hedder Latina nu, men det har den ikke altid gjort. Før i tiden, den gang Mussolini grundlagde den, hed den Littoria - og da var historien en anden.
Det er den der bliver fortalt i denne uges anbefaling: Mussolini Kanalen af Antonio Pennacchi.
Der dukkede nemlig en verdenskrig op i mellemtiden, og da den nærmede sig sin kaotiske afslutning blev Littoria åstedet for de allieredes landgang i Italien, den som førte til at næsten hele landet ændrede side fra værnemagt til allieret i 43-44. Dette pludselige skift af parti har givet Italien visse historiske tømmermænd. Sådan går det når man blander tingene.

Efter krigen var Italien mere interesseret i at huske sig selv som allieret end som værnemagt, så derfor blev Mussolinis Littoria skyndsomst omdøbt til det mere mundrette Latina. Man kunne jo ikke have at byens indbyggere sådan gik og blev mindet om deres fascistiske fortid på vej ned i brugsen hver dag.

Det har, forståeligt nok, givet anledning til en lidt mærkelig fornemmelse blandt byens indbyggere, sådan at blive skrevet ud af historien sammen med fascismen. Ikke mindst hvis man spørger bysbarnet og forfatteren Antonio Pennacchi, som stadig bor i byen. Et af hans store projekter med sit forfatterskab har været at give Latina/Littoria sin historie tilbage – eller, i det hele taget at give stedet en historie.

Og det er den historie jeg i denne uge vil anbefale dig at læse.

Den handler nemlig om alt det, jeg har skrevet herover - og mere til! Der er både en dramatisk og dybt rørende kærlighedshistorie og en forfriskende fortællestil, med en fortæller som engang imellem afbryder sig selv fordi han ikke er sikker på at læseren er med ham. Det håber jeg stadig du er.

Især det med fortælleren virker lidt voldsomt i begyndelsen; man er jo ikke vant til at blive så bogstaveligt tiltalt – ja, ligefrem skældt ud – af en bog, bedst som man sidder i sin gode stol og hygger sig. Men efterhånden må man overgive sig til både den vrisne fortæller og det øvrige persongalleri (blandt andet en Mussolini) der snakker på verdens mest hærdebrede dialekt, som oversætter Thomas Harder har klaret at bringe fint fra det italienske og ind i det danske via Klaus Kludder-tegneserierne.

Historiens første del, der handler om den fascistiske familie Peruzzis tilværelse som nybyggere ved Mussolini-kanalen syd for Rom, udkom på dansk i 2013. Og den blev jeg selv så bidt af, så jeg skrev mit speciale om den. Den sluttede i lidt af et minefelt – bogstaveligt talt. Nu har Pennacchi fulgt den op med "Mussolini-kanalen 2", som på sin vis fortsætter hvor den første slap. Den har stadig Peruzzier som hovedpersoner, men handlingen udspiller sig nu i krigens sidste omtumlede år; den periode som stadig kan give visse italienske historikere ret dybe rynker i panden. Den kan også få historisk interesserede danskere til at hæve øjenbrynene, for der bliver fortalt mange små og væsentlige fodnoter til den større historie om Italiens ”befrielse” her. Vidste du for eksempel at det i mange år var forbudt at kalde krigen mellem fascisterne og partisanerne for en ”borgerkrig”? Det skulle hedde en ”befrielseskrig”, fordi man på den måde ønskede at fjerne fascismen fra den nationale fortælling om Italien. Det var først med Claudio Pavones historiske værk ”Una Guerra Civile” (da.: ”En borgerkrig”, udgivet første gang i 1991) at det blev OK at kalde det en borgerkrig.

Apropos det, så er noget af det bedste ved de to bøger at de fortæller historien om en konfliktfyldt tid fra begge sider af volden. Både fascisternes og modstandsfolkenes grunde til at gøre som de gjorde bliver sat i spil, så man som læser kan se at det ofte er tilfældigheder der afgør hvilken side af historien man står på, når regnskabet en dag bliver gjort op.
Peruzzi-familien, som er de gennemgående hovedpersoner, omfatter både kommunister og fascister og helt almindelige charmerende plattenslagere og knoklere, og på den måde afspejler deres historie resten af Italiens. Nåja, og så er historien i Mussolini-kanalen 1 og 2 både underholdende og vild, også selv om den behandler så alvorligt et emne som borgerkrig.

Derfor – og fordi historien om de italienske bønders vilkår og liv i tiden fra 1922-45 temmelig sikkert er et stykke af verdenshistorien som du ikke tænker over så tit – skal du læse Mussolini-Kanalen 1 og 2.