116. indlæg "Kvindehistorie"

af Lone Pedersen

En mærkedag nærmer sig, det er kvindernes internationale kampdag i denne uge. En dag som er fejret verden over siden 1910 for at sætte fokus på kvinders rettigheder. I nogle år var der ikke meget omtale af dagen, indtil kvinderne i midten af 1970’erne genoptog markeringen af dagen. De drejede så også fokus for dagen hen på lidt andre emner, såsom krop, seksualitet og husholdning der blev vægtet mere.

Denne dag har fået mig til at gribe ud af de historiske fortællinger om kvinder og kvindeliv. Der findes efterhånden en del romaner som fortæller kvinders historie via en fiktiv historie i romanerne. Men også virkelige kvindeskikkelser har i de senere år fået nyt liv via bøger. En forfatter som Gry Jexen har med sin bog ”Kvinde kend din historie” sat fokus på 50 kvinder der har levet i Danmark de sidste 500 år.

For tiden fordyber jeg mig Gertrud Tinnings forfatterskab. Hun har skrevet et par historisk romaner, hvoraf den ene hedder ”En uretfærdig tid”.  Det er fortællingen om Nelly fra København og Anna fra Uldum, der flettes sammen da de to kvinder får en fælles fortælling.
Nelly og hendes svigerinde arbejder på en stor klædefabrik i København i 1880’erne. Da svigerinden kommer slemt til skade, begynder Nelly at sætte spørgsmål ved fabriksejerens udnyttelse og negligering af sine ansatte og deres ve og vel. En dag overfaldes Nelly og hendes kæreste i hendes lejlighed. Kæresten Johannes anklages for overfaldet og smides i fængsel.
Det får Johannes søster Anna fra Uldum på banen. Hun rejser fluks til København for at hjælpe sin bror. Dermed begynder en farlig optrævling af hvad der er sket, inden det går helt galt for Johannes. For det er ikke ufarligt at konfronterer og udfordre de rige.
Det er spændende og underholdende læsning om en meget interessant periode i dansk historie. Kvinderne er på arbejdsmarkedet i stort tal. Fabriksejerne har magten til at behandle sine ansatte som slaver, lige til den dag de siger stop. Og samtidig får du som læser fortællingen om Københavns bagside i disse år. Der er voldsom fattigdom. Arbejderne afstraffes fysisk af deres arbejdsgiver. Indsatte i fængsler mishandles af personalet, og ingen er interesserede i sandheden.
Forfatteren har skrevet endnu en historisk bog om kvindeliv i København for ca. 100 år siden, og den skal jeg bestemt også have læst.
Som altid kan bøgerne bestilles på dit lokale bibliotek, og du må gerne spørger personalet om hjælp hvis det driller.