131. indlæg - "Få dig et smil på læben"

af Christina Frøkjær

Se det for dig. Dit barn har fået sommerferie, solen skinner, jordbærrene er røde og der er 14 dage til du selv går på en tiltrængt ferie. Hvad får dig gennem de sidste uger, uden at lade det gå ud over dine børn, dine kolleger eller alle andre omkring dig?

Du læser en bog eller flere, der kan få dig til at trække på smilebåndet. Skynd dig ned på biblioteket og hent en stak, der kan få humøret i top og måske få dig til at glemme kontoret for en tid.

Smag og behag er jo forskellig, og, hvad jeg finder sjovt, er ikke sikkert du synes. Så tag denne klumme som en smagsprøve.

Mit bedste råd er, gå på biblioteket, kig dig omkring på hylderne. Er der en titel eller en forside, der fanger dig, så læs bagsideteksten. Hvis den trækker dig endnu tættere på, så åbn bogen og læs det første kapitel. Hvis du stadig synes bogen virker sjov og rar at læse, så lån den med hjem.

Hvis du bliver i tvivl om, hvor du skal lede efter de sjove bøger, så spørg endelig en bibliotekar. De elsker at svare på den slags spørgsmål.

Bøgerne til denne uges klumme har jeg fundet forskellige steder rundt om på biblioteket. Ikke fordi, der mangler sjove bøger på hylderne hos de voksne, men fordi jeg gerne vil vise, at sjove bøger kan findes til mange forskellige typer af læsere.  

Noget af det bedste ved bøger, efter min mening, er, at der ikke er lås på dem. Selvom vi måske er blevet voksne og de grå hår pibler frem, må vi meget gerne låne bøger ovre på børnenes reoler.

Ovre ved børnene er der den fordel, at der er en opstilling, der hedder SJOVE BØGER, og der er meget at vælge imellem. Blandt andre Heksetræets Forbandelse af Kristoffer J. Andersen, hvor seks børn bliver ramt af skrækkelig forbandelse og må rejse langt for at hæve den. Der er fart over feltet og sjov til hele familien i bogen her.

Gemmesteder af Eva Aagaard kan findes i det hjørne, hvor vi har bøgerne til de unge mennesker. Det er en bog, der måske ikke virker til at passe ind på denne liste, da det er en barsk omgang, der omhandler svære emner som mobning og venskab. Men Aagaard formår på en eller anden måde at beskrive Lines oplevelser og prøvelser på en måde, der i al fald fik mig til at smile flere gange. Og det er en gave at kunne det også når det er hårdt og barskt.

I Hør Lige Her! af Gulraiz Sharif er der igen fart over feltet. Vi møder den 15årige Mahmoud, der skal jonglere mellem livet i indvandrer-ghettoen, være teenager, de store følelser og stadig være en god søn og alt derimellem. Bogen er forfatterens debut og jeg vil i al fald holde øje med hans kommende udgivelser.

Den sidste bog jeg vil nævne, er en klassisk feel-good roman med kærlighed, forviklinger, manglende kommunikation og ikke mindst sjove hændelser. Firkantsdramaet af Laura Jane Williams følger Penny, der aldrig rigtig har haft held i kærlighed indtil tre forskellige mænd, falder for hende. Og hvem skal hun dog vælge?