71. indlæg - "Hjem - kære hjem"

Af Mette Schjødt-Pedersen

At have et sted, som man kan kalde sit hjem, er af uvurderlig betydning. 

Da jeg blev student i 1979, rejste jeg til Frankrig og arbejdede i én af Abbé Pierres klunserlejre. Jeg var tilmed heldig at møde grundlæggeren af disse klunserlejre, Abbé Pierre. 

Abbé Pierre var katolsk præst og frihedskæmper under 2. verdenskrig, hvor han hjalp jøder og andre på flugt til et liv i frihed. Det kan man læse om i Boris Simons bog ’Abbé Pierre og klunserne i Paris’, som jeg lige har genlæst. 
Efter krigen blev Abbé Pierre valgt ind i parlamentet, hvor han arbejdede for at forbedre forholdene for de socialt udsatte i landet.  

En dag blev han kaldt hen til et hotel, hvor én af gæsterne havde forsøgt selvmord. Han havde slået sin far ihjel og siddet i fængsel i 20 år. Da han kom ud af fængslet, var der ingen i familien, der ville have noget med ham at gøre, og alt virkede meningsløst, og han havde ikke længere noget hjem.  

Abbé Pierre kunne se, at manden kun havde én eneste tanke i hovedet: at komme af med livet, og det var der, at Emmaus-bevægelsen, som senere blev en klunserbevægelse, blev til.  
Han sagde ikke til manden: Du er ulykkelig, nu skal jeg sørge for dig”. Men det modsatte: ”Jeg kan ikke hjælpe dig, for jeg har ikke noget at give dig, og jeg får dagligt henvendelser fra folk, der har brug for hjælp. Jeg er så træt, og jeg kan slet ikke overkomme at tage mig af det alt sammen. Men du, som jo ønsker at dø, er ikke bundet af nogen ting, så kunne du ikke tænke dig at give mig en håndsrækning med at hjælpe de andre? ” 

Da manden mange år senere lå for døden, sagde han til Abbé Pierre: ”Uanset hvad du dengang havde givet mig, ville jeg igen have forsøgt at begå selvmord, for det, jeg savnede, var ikke blot noget at leve af, men noget at leve for. ” 

Abbé Pierre hjalp gennem årene mange mennesker med at få et hjem, hvor de både kunne føle sig trygge og føle sig som en del af et meningsfyldt fællesskab. 

Jeg blev mindet om Abbé Pierre ved at læse bogen ’Hjemmerørt – om at bebo sit liv’ fra 2019 af Hanne Jul Jakobsen, hvor hun i et lille afsnit nævner Abbé Pierre. 

Hanne Jul Jakobsen prøver i bogen at analysere sig frem til, hvad der skal til for at føle sig hjemme. For som hun siger: ”Man kan købe en bolig, men ikke et hjem. Man kan være fuld af hjemve i sin egen stue, og man kan føle sig hjemme i forbifarten på den anden side af jorden”.  

Hun kommer frem til, at der er mindst 7 forudsætninger, der skal være opfyldt, for at man kan føle sig hjemme: 

  1. Afslapning 

  1. Tryghed 

  1. Genkendelighed 

  1. Frihed 

  1. Værdsættelse 

  1. Tilbagetrækning 

  1. Personlige ting 

’Hjemmerørt’ er en interessant lille bog – en blanding af prosa og poesi. 

Både Hanne Jul Jakobsen og Abbé Pierre understreger, hvor vigtigt der er for os at have et sted, som vi kan omtale som: ”Hjem - kære hjem.” 

Klummen blev bragt i Vejen Avis i uge 19 2021.