158. indlæg - "Vi rydder op på flere planer"

af Lone Pedersen

Det nye år er over os, og nogle kaster sig ud i at indfri deres nytårsløfter. Nogle vil dyrke mere motion. Andre vil spise sundere, mens andre beslutter sig for noget helt fjerde. Og uanset om vi vælger et nytårsløfte eller ej, skal vi jo huske det kun er os selv til at beslutte hvor længe vi skal holde løftet. Og vi kender jo også os selv godt til at vide, at det ofte glemmes igen når hverdagen for alvor rammer os.

Men en gang om kigger jeg kritisk på mit skrivebord på arbejde, og får ryddet op. Der er altid papirlapper som kan smides ud. Andre ting skal egentlig bare på plads på en hylde. Og sådan er der mange ting der let kan løses.

Både på skrivebordet der er dynget til i papirlapper, men også i de dårlige vaner. Bogreolen kan nok også trænge til et eftersyn, mon ikke der står en bog eller to du har købt eller lånt på biblioteket uden at have fået den læst? Skal den så blive stående der efter 3-5 år?

Men lad os først lige se på det at rydde op. At få smidt nogle af de ting ud som man alligevel ikke bruger, giver jo også plads til overblik. Og måske til indkøb af nyt hvis man er til det. Der er flere bøger som omhandler det at rydde op i sit liv. En af dem er ”Ryd op og få styr på dit liv : Guide til overblik, orden og ny energi” af Lisa Butterworth.
Her bliver du guidet gennem de enkelte rum i hjemme, og får masser af tips til oprydning og hvordan du smider ud. For du er nødt til at smide noget ud for at du kan organisere det du vil beholde.

Ifølge forfatteren er der forskel på rod – noget er hverdagsrod andet er nostalgisk rod. Så er der ambitionsrod, mængderod og tilbudsrod. Så det er nok der du skal starte med at kigge på dine ting. Skab overblik over hvad du har og få samlet de samme ting på samme sted. Så er du kommet langt. Siger klummeskribenten, som pludselig opdagede familien, havde 7 pakker uåbnede myrelokkedåser, fordi de var havnet forskellige steder på matriklen!
Der findes selvfølgelig andre bøger om emnet også. For at nævne et par stykker vil jeg især fremhæve oprydningsikonet Marie Kondo og hendes bog ”Magisk oprydning : En simpel, effektiv metode, der skaber plads til det du elsker”. Her kommer vi også rundt i alle rum i huset, ja helt ned i din taske. For her skal der jo også ryddes op. For nogle oftere end for andre.

Fra et kendt TVprogram er der nok en del som kender Marianne Gammelgaard. Hun har skrevet bogen ”Ryd op : få styr på dit hjem og ro i dit liv”. Her giver hun tips og tricks til hvordan du selv kan få ryddet op i hjemmet helt i stil som vi kender fra det populære tv-program. Igen er grundtanken at du skal skabe overblik over hvad du har, og hvad du kan undvære. Resten skal organiseres på en anden måde end du plejer, for at du hele tiden kan holde styr på dine ting.