118. indlæg "I krimiens tegn"

af Lone Pedersen

I den kommende weekend har jeg set frem til i noget tid, der er nemlig Krimimesse i Horsens. To dage med forfatterforedrag, eksperter i psykologi eller profilering. Tidligere drabschefer og andre eksperter i forskellige aspekter af krimiens verden. Forlag sælger bøger, forfattere stiller op til selfie og der uddeles forskellige priser, bl.a. til årets bedste krimi.

For en stor kriminørd som mig er det en dejlig weekend. Også selvom jeg kun kan komme af sted om lørdagen, så nyder manden og jeg dagen i fulde drag. De fleste krimigåder er jo fiktive, men der er også rigtige krimisager som diskuteres. Det er en weekend som er åben for alle der interesserer sig for krimier. Som altid planlægger jeg på forhånd hvad jeg vil se, for så at erkende jeg ikke kan nå det hele. Men der er altid nogle punkter jeg prioriterer, og så går jeg rundt og indsnuser duften for resten af tiden. Læser bagsidetekster på bøger som for mig er ukendte. Går forbi en mindre scene og lader mig indfange af en forfatters fortælling om sin bog eller processen med at skrive.

I år skal jeg bla. opleve Mikkel Birkegaard fortælle om sin nyeste krimi ”Efterfølgeren”. For hvordan kan en forfatter få skrevet en så sjov og på samme tid, spændende krimi på en gang. Og hvor meget er mon modelleret over nutiden krimiforfattere?

Og så skal jeg også opleve Heidi Amsinck tale med Lone Theils om deres bøger og hvordan London spiller en rolle i deres forfatterskaber. Heidi Amsinck er ny på krimiscenen, men skriver let og elegant om krimigåder i København mens hun er bosat i London. Hendes hovedperson hedder Jensen og er journalist. Hun har en sidekick i teenageren Gustav, og sammen kommer de vidt omkring når de opklarer krimigåder sammen.

Desuden skal jeg altid se når Det Danske Kriminalakademi uddeler deres priser. Jeg synes det er spændende at se hvilke forfattere og bøger som får årets priser, og så skal bøgerne naturligvis også læses. Hvis ikke jeg har nået det endnu.

Nu er det tid at snuse rundt ved forlagene. Der er altid masser af gode messetilbud hvis man har lyst til at købe bøger med hjem. Og ofte står forfatterne selv bag disken, og så er der jo mulighed for at få en krusedulle i sin bog samtidig.
Jeg planlægger som regel mere benhårdt mit bogkøb, for pladsen på reolen hjemme er jo efterhånden begrænset. Men et par stykker kommer med hjem og i år tror jeg det skal være nyeste Linda Castillo og Jørn Lier Horst. Det er to solide politikrimiserier, som vi nyder at læse hos os. Og så hopper der jo nok en eller to mere i posen inden vi kommer hjem. Mættet af dagens indtryk og tænker øv vi ikke kan komme om søndagen, men vi har en anden aftale.