110. indlæg "Den nye mig eller holder nytårsløfter?"

af Lone Pedersen

Et nyt år er i gang og mange har en målsætning om at nu skal der andre boller på suppen. Der skal hankes op i både madlavningen og motionen. Måske du trænger til en ny frisure eller hvad med at skifte hele garderoben ud nu du er i gang? Der skal en ny stil på mig selv!
For ikke at snakke om at huset skal endevendes og friskes op. Alt i alt, skal der ske en makeover med ens liv.

Jeg laver egentlig ikke nytårsløfter til mig selv, for jeg har erkendt jeg har svært ved at holde dem. Måske fordi jeg glemmer hvad det er efter et par måneder og så kan det jo for så vidt være lige meget. Men også fordi jeg tror det at drømme er vigtigere. Det giver mere fantasi og lidt mindre holden fast, men det er for mig også okay.
Ja selvfølgelig drømmer jeg om verdensfred, men det kan drømme nok alligevel ikke klare, selvom vi jo kan håbe på det.

Men jeg har drøm for dette år – jeg drømmer om mere læsetid. Jeg drømmer om de gode læsestunder i lænestolen i hjørnet af stuen. Med hunden ved fødderne og solen skinnende ind ad vinduet. Derfor er jeg nok nødt til at have noget at sigte efter.  For hvis jeg ikke sigter efter noget, så rammer jeg jo heller ikke noget. Men samtidig skal det jeg sigter efter ikke være så langt væk at jeg ikke kan se det, for så kan det være lige meget. Så jeg drømmer om et par overkommelige ting for dette år. Et par ting som jeg har chancen for at huske hele året og dermed også lettere kan overholde for mig selv.

En af de ting jeg sigter efter for at få min drøm til at gå i opfyldelse er at jeg kun vil læse de bøger der kan fastholde min interesse. Derfor skal jeg lægge de bøger væk som alligevel ikke fanger mig. Det er helt okay ikke at læse en bog færdig. Det er helt okay ikke at kunne lide den samme bog som mange andre. Måske jeg får interesse for den på et senere tidspunkt, måske ikke. Hvis jeg gør, kan jeg låne den når interessen opstår.
Den anden ting jeg drømmer om er at læse mindst lige så mange bøger som jeg gjorde i år.  Nogle vil mene at når man har læst lidt over 100 bøger som jeg gjorde i 2022 så har jeg læst mange. Og det har jeg også, men der udkommer jo hele tiden nye og spændende bøger som jeg meget gerne vil kaste mig over. Dem kunne jeg godt tænke mig at få læst nogle flere af. Ikke fordi antallet af læste bøger skal styre min læsning, men det er alligevel sjovt at se om jeg kan ramme dette tal, eller måske endda læse flere.

Måske dine drømme ikke er de samme som mine – måske du netop drømmer om at begynde at løbetræne eller spise sundere. Så husk at biblioteket rummer bøger og magasiner som kan hjælpe dig med disse drømme. Vi har masser af bøger om sunde kostvaner, hvordan du løber, motivation og meget andet. Der findes også magasiner som du kan låne gratis via eReolen global som også findes som app med navnet Libby. Spørg din lokale bibliotekar om råd og vejledning for at komme i gang med app’en hvis det driller.

Og god fornøjelse med dine drømme, jeg håber du kommer i mål med nogle af dem.