111. indlæg "Historiske personligheder"

af Mette Schjødt-Pedersen

Hvilke personer har betydet mest for verdens udvikling?
Er det fysikeren Isaac Newton, filosoffen Aristoteles, reformatoren og teologen Martin Luther, sygeplejersken Florence Nightingale, biologen og kemikeren Louis Pasteur eller bakteriologen Alexander Fleming?
Det er umuligt at svare på, men de har i hvert fald hver især sat deres aftryk i verden, og de er spændende at læse om, hvad enten de er beskrevet i en biografi eller en roman.
Jeg har netop stiftet bekendtskab med 2 personer gennem 2 velskrevne bøger, som har været med til at udvide min horisont, og som jeg gerne vil anbefale andre at læse.

Jutta Graae
Den første er Trine Engholm Michelsens biografi om Jutta Graae fra 2021. Bogen hedder ’Storfyrstinden’.
Hvem var Jutta Graae, tænker du måske, hende har jeg da aldrig hørt om, og det er med god grund, for hun var et menneske, der ikke søgte berømmelse. Når man læser bogen, finder man ud af, at hun spillede en meget stor rolle under 2. verdenskrig, hvor hun leverede efterretninger om tyskernes troppebevægelser til Englænderne og styrede vigtige dele af frihedskampen i Danmark.
Allerede i begyndelsen af 30’erne blev hun opmærksom på Hitlers intentioner, og på sine rejser til England og Tyskland indhentede hun oplysninger, som hun videregav til den danske regering. Hun var skuffet over, at politikerne ikke var lydhøre, men det kunne ikke stoppe hende. Efter krigen udtalte Montgomery, at Jutta Graae havde æren for, at Danmark havde én af Europas mest professionelle modstandsbevægelser under 2. verdenskrig. 
’Storfyrstinden’ indeholder en lang række spændende fotos, som forfatteren har lånt fra Frihedsmuseet, og de er med til at levendegøre den grundige fortælling om Jutta Graae.

Marian Graves
Den anden bog er den historiske roman fra 2022 ’Himmelstormere’ om piloten Marian Graves.
Forfatteren Maggie Shipstead fletter de faktuelle oplysninger om amerikaneren Marian Graves’ spændende liv ind i en fiktiv fortælling, som tryllebandt og fascinerede mig fra først til sidst i den 684 sider store roman.
Marian Graves og hendes tvillingebror overlever et skibsforlis som helt små og vokser op hos en onkel, der lader dem leve det frie liv. De udfordrer hinanden i naturen, og Marian udvikler sig til at blive en fri fugl, der søger eventyret. På et tidspunkt bliver hun interesseret i flyvning, og senere bliver hun pilot under 2. verdenskrig. Efter krigen forsvinder hun i et forsøg på at flyve jorden rundt på langs via polerne.
60 år senere skal hendes liv og sidste flyvetur filmatiseres, og Hadley, der skal spille Marian bliver optaget af hendes liv. På den måde er der to spor i fortællingen, og først til allersidst kædes de sammen på en overraskende måde.

Romannøglen. Læsekompasset og Litteratursiden
Holder du af at læse historiske romaner, men mangler idéer til din næste bog, så spørg efter ’Romannøglen’ på biblioteket eller besøg ’Læsekompas.dk’ hvor du kan vælge ’historisk’ under univers eller forskellige perioder under ’Handlingens tid’. På Litteratursiden.dk kan du finde historiske romaner ved at søger på ’Danmark i historien’ eller ’Europa i historien’.
God læselyst.