2. indlæg - "Rosens navn"
Over døren til stiftsbiblioteket i byen St. Gallen i Schweiz står denne underlige trylleformular skrevet med det gamle græske alfabet: Ψ Υ Χ Η Σ Ι Α Τ Ρ Ε Ι Ο Ν: ”Psykes Iatreion”. Det betyder noget i retning af ”helbredelses- eller lindringssted for sjælen”.
”Sjælens apotek” har nogen oversat det til et mere mundret dansk med. Og det er måske ikke noget dårligt pseudonym for et bibliotek, specielt ikke når man tænker på at man som regel skal bruge sit sygesikringsbevis for at kunne komme ind på biblioteket uden for de betjente åbningstider.
Men modsat hvordan det foregår på et klassisk apotek, kan man tage hvad som helst med sig hjem der fra når man først er inde – helt uden recept. På den måde kunne man lige så godt kalde biblioteket ”sjælens slikbutik”, eller måske hellere dens helsekostforretning, hvis det altså ikke var fordi at førstnævnte var usund i længden og sidstnævnte havde en dump lyd af speltmel og havreklid i sig.
For i bund og grund er det det, biblioteket er: Et sted hvor man kan hente bunker at vitaminer og indfald ned fra hylderne, ganske kvit og frit (så længe man får dem afleveret igen til tiden!) og hvor man har adgang til alverdens viden – stort set. Hvis vi ikke har materialet allerede, kan vi sandsynligvis få fat på det et sted ude i verden og hente det hjem til dig, og hvis det ikke er public-service, så ved jeg snart ikke hvad der er!
Men under overfladen rummer biblioteker også mange mystiske dybder, og det har inspireret en hel del forfattere gennem tiden til historier om hemmelige selskaber og biblioteker med mystiske kræfter. Der er meget godt imellem. I denne uge anbefaler jeg dig derfor to bøger hvor biblioteker og bøger spiller helt afgørende roller.
Den ene er Umberto Ecos middelalderroman ”Rosens Navn”, som de fleste nok har hørt om, og som mange allerede har læst. Den foregår på et kloster midt under inkvisitionen, hvor munkene begynder at dø som fluer, alle under mystiske og rædselsvækkende omstændigheder. Heldigvis kommer munken William af Baskerville og hans unge assistent forbi og kan hjælpe med opklaringen. Undervejs lærer man en hel del om middelalderen, men kedeligt bliver det aldrig!
Den anden er en roman fra en lang serie, som jeg helt sikkert vil gå mere i dybden med en anden god gang. Serien hedder ”Diskverdenen” og den er skrevet af den engelske forfatter Terry Pratchett. I seriens første bog, ”Magiens farve”, spiller biblioteket og ikke mindst bibliotekaren – en ganske elskværdig orangutang som ikke er specielt begejstret for at blive kaldt en abe – en væsentlig og afgørende rolle.
De magiske bøger står lænket i biblioteket, fordi deres indhold skal tøjles, men en magtsyg troldmand der ønsker at overtage lederposten på magiens universitet er begyndt at slippe uhyggelige ting fri.
Lyder det gakket? Godt. Men lad dig ikke narre: Gemt i de fjollede og fritløbende fortællinger gemmer der sig skønne og skarpe pointer om menneskers mærkværdige måder at handle på.