31. indlæg - "Hundeår"
Der er visse bøger som jeg køber og aldrig skiller mig af med igen. De står og pryder reolen længe efter jeg har læst dem. Litterære jagt-trofæer, kunne man kalde dem. Sådan en bog er Gunter Grass’ ”Hundeår”. Det er en ordentlig moppedreng på 608 sider. Og det er altså ikke 608 siders knaldroman ligefrem. Alligevel er det en bog jeg vil anbefale dig varmt og inderligt i denne uge – den kan nemlig et eller andet særligt, med al sin overvældende vildskab.
Jeg har efterhånden forsøgt mange gange nu, at få skrevet ned hvordan handlingen i ”Hundeår” er skruet sammen, men hver eneste gang synes jeg at jeg har glemt noget vigtigt. Det hele er mere viklet ind i hinanden end de lyskæder som du kunne have svoret på at du lagde pænt og ordnet på plads sidste år. Hver gang jeg tager fat i en handlingstråd for at trække den frem, så du kan se den og få lyst til selv at læse bogen, kan jeg mærke hvordan det strammer til et andet sted i bunken:
Der er venskabet mellem jøden Eddi Amstel og arieren Walter Mater, som varer lige indtil Walter bliver SA’er under Hitlers regime. Der er også Eddis enorme talent som fugleskræmselsbygger (hvor var dét job i øvrigt i ”Hvad kan jeg blive 2017”?), og der er ”førerhunden”, Pluto, som er Hitlers yndlingsschæfer og som har en helt utrolig stamtavle, og der er pigerne Tulla og Jenny, og Tullas voldsomme jalousi. Og et sted i baggrunden står der en lille dreng – han ser ikke ud til at være meget mere end tre år gammel – og slår på en bliktromme. Det er Oskar fra Grass’ første roman, Bliktrommen, fra 1963 – som du i øvrigt også burde tage at læse, men hvis du kun orker at læse én af dem, så stemmer jeg for at det bliver ”Hundeår”. De er begge to hammergode, men jeg bilder mig alligevel ind, at man kan mærke hvordan Grass har udviklet sig som forfatter fra den ene til den anden.
Grass har pakket sine romaner med metaforer og hentydninger, så man hele tiden skal tænke på hvad det der står der mon ellers kan betyde, og ”Hundeår” er mildest talt ingen undtagelse! Men når du først får fundet det rette gear at læse i, venter der en sprudlende fortælling med meget på hjerte.
Over døren til det træningscenter, jeg kom i da jeg boede i Århus, var der nogen der havde malet: ”Alting er svært, indtil det bliver nemt” med store bogstaver. I sammenhængen var det nok noget med sjippetov eller håndvægte, skiltemaleren havde tænkt på. Men han skrev ”alt”, og sidst jeg tjekkede hørte litteratur også til i den kategori. Derfor holder jeg stædigt fast i at ”Hundeår” fortjener flere læseres opmærksomhed, også selv om den altså ikke er specielt ”nem” at læse.
Børnebiblioteket har en brochure som hedder ”knæk læsekoden”. Den er fyldt med gode historier til nye læsere, og titlen refererer til det skel der sker for de fleste børn når de mærkelige tegn på papiret begynder at give mening og man kan læse alene og få historierne helt ind på livet. På en vis måde er det netop den følelse, er roman som ”Hundeår” kan give en voksen; at man har ”knækket” læsekoden til sådan en kleppert kan give én lidt den samme sus som man fik den gang man lige havde lært at læse og mærkede hvordan den tunge port ind til bøgernes forunderlige verden begyndte at give efter - og dét er alle timerne i lænestolen værd!